23948sdkhjf

Komite: Vi går glip af 30 mia. kr.

Hver eneste dag kæmper de vestdanske produktionsvirksomheder med trængsel på vejene, som går ud over både vækst og livskvalitet for medarbejderne. De seneste officielle analyser fra Vejdirektoratet viser en nettogevinst for samfundet på imod 30 mia. kr. ved investering i en ny midtjysk parallelmotorvej, og dertil kommer flere direkte gevinster hos virksomhederne. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Hærvejskomitéen.

I en håndfuld nye videofilm fra Hærvejskomitéen fortæller fem virksomheder nu om deres udfordringer i hverdagen, hvor trængsel på vejene koster på flere fronter.

»Trængslen på ikke mindst E45 er en stressfaktor for chaufførerne – de kan aldrig helt vide, om de f.eks. kan hente børn i børnehaven eller nå hjem til aftensmad. Så en parallelmotorvej vil give et stort løft i deres livskvalitet,« siger adm. direktør Kurt Rath fra Dansk Auto Logik, hvor 120 chauffører transporterer biler over hele landet hver dag.

Udover omkostninger, logistik og livskvalitet kan trængsel f.eks. også gå ud over dyrene.

»For dyrevelfærden er det vigtigt med stabil infrastruktur, så vores biler ikke holder i kø
– en parallelmotorvej vil give en væsentlig reduktion i vores transporttid og kilometerforbrug,« siger transport- og logistikchef Henrik Ringskær, SPF Danmark.

De nye virksomhedsfilm tegner et samlet billede af et produktionsdanmark med fuld fart på hjulene hver eneste dag. Men også med en dyster undertone af tabte muligheder, hvis ikke der investeres i en mere stabil infrastruktur.

»Vi hører f.eks. virksomheder, der fortæller om konkrete overvejelser for store investeringer i ny produktionskapacitet. Men her understreges det også, at beslutningen påvirkes af, om der kommer en langsigtet løsning for infrastrukturen,« påpeger Poul Andersen, formand for Hærvejskomitéen og medlem af Regionsrådet i Region Syddanmark for Socialdemokraterne.

»De nye film viser, hvorfor parallelmotorvejen er så vigtig – både for samfundet og for de virksomheder, der tjener pengene hjem til vores velfærd,« understreger Poul Andersen.

Vejdirektoratet har beregnet, at en udsættelse af parallelmotorvejen med ti år i sig selv ville koste samfundet et tab på ca. 7,5 mia. kr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062