Når man skal, så skal man. Eller rettere, når man er lastbilchauffør, så skal man da bare holde sig.

Det må være konklusionen, efter at samtlige af Folketingets partier forleden præsenterede en ny infrastrukturplan – Danmark Fremad – frem mod 2035.

Der skal bruges mia. på nye veje, ny asfalt, nye cykelstier og flere togskinner. Derimod kunne der ikke blive plads til at bruge sølle 200 mio. kroner som foreslået på nogle af de mennesker - lastbilchaufførerne - som holder samfundet kørende, og som også bliver den helt afgørende ressource til rent praktisk at føre infrastrukturplanen i mål, når der skal køres materialer til alle anlægsarbejderne.  

Tillad mig at kalde det en direkte hån mod et erhverv, hvoraf en kæmpestor del af dens aktører strækker sig endog meget langt og opgiver et normalt hverdagsliv – som vi danskere kender det - for i stedet at bo i lastbilen, så enhver køretime kan udnyttes optimalt for ens arbejdsgiver.  

De 200 mio. kroner var foreslået af Venstre til flere parkeringspladser til lastbilerne og ikke mindst til flere og forbedrede toiletfaciliteter på landevejsnettet. Men det blev altså ikke til én krone til sanitære forhold – og hvorfor mon, om man må spørge?

Kører man på motorvejsnettet, kan man da nok nå frem til et toilet, mens tid er. Men lige så snart lastbilchaufførerne bevæger sig væk fra motorvejsnettet og ud på landevejsnettet, er det bare med at klemme ballerne sammen, for så er der mere end langt til det nærmeste toilet og ingen hjælp at hente, når køre-hviletidsplanen skal holdes – og det skal den, selvfølgelig.

Kunne man på Christiansborg virkelig ikke finde de ”håndører” til at byde lastbilchaufførerne nogle anstændige arbejdsforhold? Var det virkelig for meget at forlange, at chaufførerne ikke også i fremtiden skal sidde bag et træ på en rasteplads?

Spørger man vognmændene, hvad der er branchens største udfordring i dag, lyder det samstemmende, at det er at skaffe nye og kvalificerede chauffører til branchen. Men undskyld, hvem tror dog på, at unge mennesker vil vælge et erhverv, hvor til der fra samfundets side bliver udvist en så eklatant mangel på forståelse af menneskets mest basale behov. Og hvad med kvinderne, som man så gerne vil have ind i branchen, hvem tror dog for alvor på, at de gider at stå model til det her.  

Slående har det også været at se, hvordan branchens interesseorganisationer storroser den nye infrastrukturplan med alt dens nye asfalt, men først da man spørger dem direkte udtaler sig om de manglende toiletter til chaufførerne i planen. Skyldes radiotavsheden mon, at manglende toiletter i hverdagen i bund og grund blot skal ses som chaufførens problem – og ikke vognmandens?

Og hvor er chaufførernes egen fagforening henne i alt det her. Vi kan høre dem med rette tale dunder mod pressede løn- og arbejdsforhold og transportfirmaer, der ikke bliver kørt efter bogen. Men hvorfor hører man dem dog aldrig presse på for, at der bliver taget hånd om lastbilchaufførernes bogstavelig talt presserende problem derude i hverdagen - at de er tvunget ud i krattet for at træde af på naturens vegne, når de blot passer deres arbejde.  

Nej, der er brug for en ”lokumsaftale” her og nu. Det skylder vi chaufførerne. Det andet er uværdigt.

Jakob Bargmann, journalist Lastbil Magasinet