Regeringen har fremsat et lovforslag for at komme vanvidsbilisme til livs, som hvis det bliver vedtaget i sin nuværende form risikerer at ramme vognmænd. Regeringen vil nemlig give politiet mulighed for at beslaglægge det køretøj, som forseelsen er blevet begået i.
Hos vognmandsorganisationen ITD oplyser man til Lastbil Magasinet, at man indgiver et høringssvar til lovforslaget senere i denne uge. Man oplyser også, at forslaget giver god mening over for privatbilister, hvor det er ejeren selv, der fører bilen, men at lovforslaget er helt ude af proportioner, når det gælder erhvervskørsel.