23948sdkhjf

Vognmand taget for omfattende snyd

Torsdag 29. august 2019 standsede Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi en tysk indregistreret lastbil på vejene i Køge.

Under kontrollen af lastbilen blev det klart for betjenten, at der var uoverensstemmelser mellem chaufførens forklaringer og de fremviste fragtbreve, og efter et par kontrolspørgsmål fra betjenten, erkendte chaufføren, at hans fragtbrev var forfalsket.

Politiet kunne desuden konstatere, at chaufføren havde kørt seks ulovlige cabotageture i Danmark inden for de sidste 9 dage.

Yderligere mistanke

Chaufføren, som arbejder for en tysk virksomhed, der er datterselskab til en dansk vognmandsvirksomhed, blev anholdt og taget ind til afhøring hos TCØ.

»Chaufførens forklaringer under afhøringen gav os yderligere mistanke til mere omfattende snyd fra den danske vognmandsvirksomhed, og derfor besluttede vi at få hjælp af vores kolleger fra Tungvognscenter Syd hos Sydøstjyllands Politi, da virksomheden er placeret hos dem,» siger politikommissær Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi.

I forbindelse med ransagningen på virksomhedens adresse blev en lastbil standset af politiet, og her kunne man også konstatere forfalskede fragtbreve.

»Det betød, at vi sendte vores kolleger fra Tungvognscenter Øst ud for at finde flere af virksomhedens lastbiler, og det gav pote. Vi fandt to mere, som kørte med forfalskede fragtbreve,« siger Henrik Fobian.

Systematisk forfalskning

Vognmanden nu er sigtet for dokumentfalsk i forbindelse med systematisk brug af falske fragtbreve, samt ulovlig cabotagekørsel med fire af virksomhedens lastbiler.

Vognmanden betalte frivilligt et depositum på 250.000 kr. til politiet for at få frigivet sine tre lastbiler, der ellers var tilbageholdt til at dække bøderne.

»Jeg er rigtig glad for den her sag, fordi det på ingen måde skal kunne betale sig at drive ulovlig virksomhed her i Danmark. Vi får slået ned på cabotagekørsel og dokumentfalsk, og vognmanden kan se frem til en stor sag, som vores medarbejdere med høj faglig viden har kunnet påvise. Vores samarbejde på tværs af tungvognscentrene har virkelig været effektivt i den her sag, og alle har handlet med høj faglighed, hurtig respons og med de helt rigtige beføjelser,« siger den tilfredse politikommissær fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078