23948sdkhjf

Kort-forvirring kan blive dyrt for vognmænd

Det kan blive en dyr og besværlig fornøjelse for vognmandsfirmaer, hvis man ikke er opmærksom på en vis kort-forvirring, der er opstået i kølvandet på myndighedernes beslutning om at indføre en ny generation af virksomhedskort til tachografen.

Årsagen er, at vognmænd får nyt kortnummer på det virksomhedskort, som hvert firma skal have mindst ét af. Det betyder samtidig, at så snart et kort med det nye kortnummer er aktiveret i tachografen, så er det ikke muligt for vognmanden selv at downloade tidligere data fra tachografen – såfremt det gamle kort er udløbet.

»I denne situation vil de være tvunget til at få et værksted til at downloade tachografens masselager ved hjælp af værkstedskortet,« forklarer Vandy Bæk Thorsen, indehaver af DigiTach ApS, som bl.a. hjælper vognmandsvirksomheder med opbevaring og behandling af tachograf-data fra lastbilerne.

Problemet opstår især, hvis et firma bestiller nyt virksomhedskort, fordi det gamle er udløbet. Det nye kort har et nyt nummer, og når det anvendes til tachografen, vil den opfatte det nye kort som en ny virksomhed, og så er det ikke muligt for vognmanden selv at hente det data, som er lagret i tachografen siden sidste download.

Ifølge loven skal vognmanden downloade data mindst hver 60. dag. Og hvis der fx er gået 55 dage siden sidste download, når det nye kort sættes i, så er det næsten to måneders tachograf-data, som vognmanden ikke kan få fat i. Bødetaksten er 6000 kr. pr. manglende dag, hvis dataene mangler i en kontrol.

I den situation må vognmanden altså omkring værkstedet for at få hentet dataene ned. Og det koster både værkstedsløn, besvær og manglende indtjening. DigiTach har selv allerede en konkret sag med en mindre vognmand, der står med dette problem.

»Det vil tage omkring 20-30 minutter at få tachografen downloadet på et værksted. Derudover skal lastbilen køres til og fra værkstedet og tages ud af den daglige drift. Det er måske ikke det store problem for en vognmand med én lastbil. Men hvis man har mange lastbiler, bliver det en meget tidskrævende og omkostningstung opgave. Vi har kunder med 4-500 lastbiler, og for dem vil det jo kunne koste op mod en kvart million,« siger Vandy Bæk Thorsen.

Hertil kommer en helt anden juridisk problematik. På tachografens datalager kan der typisk være data for op til et år tilbage, og hvis en vognmand sender bilen på værksted for her at få hentet de manglende data ned, kan værkstedet stå i en juridisk klemme.

»Hvis man fx kun har haft lastbilen i et halvt år eller endnu kortere tid, så kan data fra den tidligere ejers brug af bilen komme med, og det må værkstedet jo ikke udlevere. Så teknisk set kan det være ulovligt at få værkstedet til at hente de manglende data, og hvad skal man så gøre,« spørger Vandy Bæk Thorsen.

Hos DigiTach kan man rådgive med information og forsøge at forebygge, at kunder havner i en klemme, hvor de mangler vigtig tachograf-data. Men det kan næppe undgås, at flere firmaer havner i problematikken.

»Det er selvfølgeligt muligt for en mindre vognmand at downloade bilerne efter den sidste kørsel på den dag, hvor virksomhedskortet udløber. Dermed vil han kunne sikre sine data. Dette vil dog ikke være muligt for store og mellemstore vognmænd. Det vil for dem altså ikke være muligt at sikre deres egne data,« forklarer han og peger samtidig på en anden problematik

»Flere vognmænd har i dag flere virksomhedskort. Når de først udskifter ét kort, vil de være nødt til at udskifte alle. Dette skal de også gøre selvom flere af de andre virksomhedskort fortsat er gyldige. De kan dermed forvente en ekstraudgift.«

DigiTach har taget kontakt til Færdselsstyrelsen for at gøre opmærksom på problematikken, men er blevet henvist til Rigspolitiet, som indtil januar 2020 har ansvar for området. DigiTach har derfor udfærdiget en redegørelse til politiet om problemet og afventer i øjeblikket en tilbagemelding på henvendelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078