Kraftig opfordring fra politiets tungvognscentre: Lad vær' med dette
Da en lastbilchauffør 13. maj 2020 postede et opslag og samtidig tjekkede ind på E45 ved Skanderborg på Facebook med teksten ”Ny Challenge, uden fusser 90 i timen i fem kilometer uden at blive snuppet af panserne” havde han nok ikke regnet med, at det ville blive en politisag.
Men det blev det. Opslaget fik over 400 kommentarer og 420 reaktioner - begge dele af blandet art.
Hos Færdselspolitiets tungvognscentre så de ikke med milde øjne på opslaget, og den pågældende chauffør - der vel at mærke ikke var ejermanden af fødderne i bilruden - blev kontaktet og afhørt i sagen.
»Vi hos Færdselspolitiets Tungvognscentre syntes, at det er meget kritisabelt at lave sådanne ”challenges” og opslaget har naturligvis resulteret i, at der er blevet efterforsket i sagen. Som led i efterforskningen er det konstateret, at lastbilen som billedet stammer fra ikke svarer overens med de lastbiler, der ejes af virksomheden, hvor personen er ansat. Personens arbejdsgiver kører i grønne lastbiler, og lastbilen på billedet er rød,« skriver politiassistent Johnny Klindt fra Tungvognscenter Øst i en mail til Lastbil Magasinet.
Chaufføren skulle have forklaret til politiet, at han lagde billedet op i en pause på en rasteplads. Billedet havde han fundet på en anden side og ville blot lave lidt sjov i sin pause.
Politiet opfordrede chaufføren til at redigere sit opslag, så det fremgår, at det ikke er en challenge, og det ikke er sket, men at det blot var en spøg.
Ifølge chaufføren var hans bevæggrund for at poste opslaget, at en anden chauffør holdt stille i en kø og havde lagt et billede op. Personen som lagde billedet op med den nye ”challenge” havde kopieret billedet og skrevet et nyt opslag fra E45 ved Skanderborg.
»Vi vil på det kraftigste opfordre til, at sådanne trend ikke breder sig,« lyder det fra Johnny Klindt, der tilføjer:
»Opslag af sådanne karakter vil blive efterforsket.«
Fakta:
Såfremt chaufføren havde kørt med fødderne ud af vinduet med 90 km/t og taget billede af dette med sin mobiltelefon, ville dette have medført en bøde på mindst 2.500 kroner og en påstand om frakendelse af førerretten for overtrædelse af færdselslovens § 3: Trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så at der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre.
Der vil ligeledes være overtrædelse af færdselslovens § 55 med bøde på 1500 kroner og et klip i kørekortet.
En overtrædelse af straffelovens § 252 vil også overvejes. Straffelovens § 252:med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.