23948sdkhjf

ITD: Tillad maksimal udnyttelse af rastepladser

Tre af ITD’s bestyrelsesmedlemmer, nemlig næstformand Niels Juel Nielsen, Christian S. Madsen og John A. Skovrup mødtes i torsdags med transportordførerne Kristian Pihl Lorentzen (V) og Kim Christiansen (DF) samt folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) for at drøfte aktuelle udfordringer på rastepladserne.

De tre danske vognmænd beskrev over for politikerne, hvordan håndhævelsen af 25-timers tidsbegrænsningen for parkering på de statslige rastepladser har gjort hverdagen vanskelig for deres chauffører, og at sanktioneringen af parkering uden for båsene har reduceret antallet af tilgængelige rastepladser væsentligt. Alt sammen til gene og besvær for både chauffører og virksomheder.

»Der har længe været en underkapacitet, som vi håbede ville løse sig i forbindelse med 25-timer begrænsningen, men tværtimod har vi oplevet færre pladser og øget pladsmangel. Og oveni bøder til chaufførerne, som skal holde deres lovpligtige hvil, grundet den nye praksis med at sanktionere parkering uden for de afmærkede båse. Denne praksis har ellers eksisteret i flere år – netop grundet kapacitetsmangel på rastepladserne langs motorvejene - men som en uventet følgevirkning i forbindelse med implementering af 25-timers parkeringsbegrænsningen, har myndighederne valgt at kontrollere om køretøjerne parkerer i de opmærkede båse,« siger Niels Juel Nielsen.

For at løse problemet kom bestyrelsesmedlemmerne med et konkret forslag til politikerne om at gøre noget inden den 1. januar 2019, så danske vognmænd og chauffører ikke bliver ramt af bøder for parkering uden for parkeringsbåsene.

»Vores målsætning er, at der ikke bliver udstedt bøder, så længe lastbilerne ikke holder til gene og i øvrigt holder inden for området beregnet til lastvognsparkering. For tiden er der ganske enkelt ikke båse nok, men håbet er, at der snarest kan optimeres på udnyttelsen af parkeringsarealerne, så der opmærkes flere båse – og at myndighederne slækker på den nuværende praksis, så ingen får bøder, så længe de ikke holder til gene for de øvrige trafikanter, og så længe de holder under 25 timer. Der er også en skjult kapacitet i måske at udnytte noget af området, som er reserveret til busser og privatbiler, som typisk ikke benytter rastepladser i stor udstrækning om natten. Dette vil yderligere kunne give ekstra rastepladser og kræver kun skiltning,« siger Christian S. Madsen.

Politikerne lovede at kigge på mulighederne for at udnytte arealerne på rastepladserne bedre samt at vende forslaget med transportministeren.

»Alle tre politikere var lydhøre og udviste stor forståelse for problematikkerne, når vi påpeger, at de nye regler har skabt et problem. En optimering af arealudnyttelsen er et første skridt i at skaffe mere rastepladskapacitet, selv om det ikke løser alle udfordringerne. Men hver en plads, der kan skabes, er velkommen, og speciel stor tak til Kim Christiansen, Kristian Phil Lorentzen og Henrik Dahl for at lytte til os og videreformidle vore ønsker til transportministeren,« siger Niels Juel Nielsen.

Den 1. januar 2019 vil det koste 2.040 kroner, hvis man overtræder gældende bestemmelser om parkering og standsning for køretøjer over 3.500 kilo. Efter planen vedtager Folketinget lovforslaget endeligt sidste i november 2018. Den nye takst er en firedobling af den nuværende afgift, og de nye bestemmelser om parkering og standsning gælder også på rastepladserne langs motorvejene. Det vil sige, hvis man holder mere end 25 timer på rastepladsen eller holder uden for de afmærkede båse.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234