23948sdkhjf

Musik, trafiksikkerhed og lastbiler i Kolding Storcenter

Lørdag 31. august 2019 er der kickoff på den landsdækkende trafiksikkerhedskampagne, ”Lastbilkaravanen”, i Kolding Storcenter. Her skabes et trafiksikkerhedsunivers for børn og voksne med lastbiler, musik, cykelbane, VR-briller, lastbilsimulator, konkurrencer, politi og gaver til alle børn.

Lastbilkaravanen er branchens trafiksikkerhedskampagne for de mindste trafikanter. Kampagnen lærer børn på 5-8 år om lastbiler og trafiksikkerhed, hvor fokus er på den kritiske zone foran højre fordæk.

»Lastbiler transporterer i dag langt størstedelen af alle varer i Danmark. Vi har et særligt ansvar for at hjælpe med at holde fokus på trafiksikkerhed, fordi det redder liv. Derfor har vi lavet Lastbilkaravanen for vores mindste trafikanter. Vi har skabt et univers, hvor vi gennem sang og leg får sikkerhed og lastbiler på skoleskemaet. Resultatet skulle gerne være en større tryghed, når de færdes i trafikken. Og vi håber på, at børnene får gode vaner fra starten, når de færdes i trafikken sammen med mor og far,« siger Malene Vitus, projektleder på Lastbilkaravanen, ITD.

Om Lastbilkaravanen:

ITD står bag Lastbilkaravanen. ITD vil hjælpe med at fastholde fokus på trafiksikkerhed, da det er med til at redde liv.

Lastbilkaravanen henvender sig til elever i 0.-2. klasse.

”Magda”, som er hovedpersonen i en børnebog skrevet til kampagnen, synger, og igennem dialog lærer hun børnene om trafiksikkerhed og lastbiler.

Ud over besøget i Kolding har ITD og Lastbilkaravanen indgået et samarbejde med fire udvalgte kommuner. I uge 36 deltager over 2.500 elever i Lastbilkaravanen. Over 40 lastbiler deltager.

- For syvende år i træk kører Lastbilkaravanen. Tidligere har kampagnen været en succes, fordi den er med til at sætte fokus på lastbiler og sikkerhed hos de mindste trafikanter. Og derfor kører karavanen igen i år.

Tryghed – Lastbilkaravanens præventive arbejde

I Kolding Storcenter bliver de besøgende mødt af de 10 store lastbiler, som holder på p-pladsen foran Bilka. De besøgende får lov til at kravle op i lastbilerne og med egne øjne opleve udsigten og de kritiske zoner fra førerhuset.

En skuespiller spiller lastbilchaufføren ”Magda”, og gennem sang og dans med band og dialog lærer hun de besøgende, hvordan de skal forholde sig til højresvingende lastbiler.

Der er gaver til børnene: Blandt andet bøger og neongrønne trafikveste. Bilka sponsorerer boller og Starbucks kaffe.

De besøgende kan prøve VR-briller og se, hvordan det er at være chauffør i en lastbil, som kører inde i byen. Her skal de opleve, hvordan de bliver set oppe fra lastbilen, når de selv cykler.

De besøgende kan også prøve en kransimulator, hvor de skal styre kranen.

Lastbilkaravanen er på p-pladsen i Kolding Storcenter, Skovvangen 40, 600 Kolding kl. 10-16 lørdag 31. august 2019. Kl. 12 og 14 er der store shows. Indimellem er pladsen selvfølgelig åben for alle, der gerne vil besøge Lastbilkaravanen. Der er mulighed for at tage gode fotos.

Det hele er gratis for de besøgende.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.22