23948sdkhjf

Nu kommer brint-lastbilerne til Europa

Hyundai overhaler europæerne og amerikanerne indenom og sender de første 50 brint-lastbiler på gaden i Europa allerede næste år

Dieselmotoren kender vi. Og i jagten på alternative brændstoffer til den tunge transport er vi også blevet præsenteret for gasmotorer og elektriske drivliner fra en række af de førende europæiske lastbilproducenter. Hydrogen (brint) bliver ofte nævnt som en fjerde mulighed som fremtidens drivmiddel til lastbiler – men indtil videre har brint-lastbiler haft karakter af en lidt mere fjern vision, som endnu har til gode at blive konkretiseret i form af rigtige, køreklare lastbiler.

Det er den koreanske automobil-producent Hyundai dog klar til at gøre noget ved. Og det sker allerede fra begyndelsen af næste år, hvor Hyundai agter at sejle de første 50 brint-lastbiler til Europa – for at blive indsat til rigtige transportopgaver hos helt ”ægte” kunder.

Hyundai har indgået et samarbejde med en række schweiziske firmaer og organisationer og bl.a. skabt joint venture-selskabet Hyundai Hydrogen Mobility. Samarbejdet skal bl.a. være med til sikre udbygning af det nødvendige netværk af tank-infrastrukturen til brint-lastbilerne, som der allerede ligger aftaler klar med schweiziske transportfirmaer om at levere de første 50 stk. af i 2020.

Aftalen om levering af de første 50 lastbiler – samt en skitsering af ambitionerne for de følgende år – blev præsenteret ved et arrangement tidligere på efteråret på et vandkraftværk i Niedergösgen i Schweiz, hvor Lastbil Magasinet deltog.

»Tiden for demo-projekter er slut. Der er brug for bæredygtige løsninger, som både økonomisk og miljømæssigt er rigtige, og som kan rulles ud i stor skala,« siger Mark Freymueller, adm. direktør for joint venture-samarbejdet Hyundai Hydrogen Mobility.

Dyrere – og hvad så?

Hyundai lægger ikke skjul på, at TCO-økonomien (de samlede omkostninger ved at indkøbe, eje og drive køretøjet) i brint-lastbilen endnu ikke står mål med en tilsvarende version med dieselmotor. Men den koreanske filosofi er klar: Frem for at fortsætte med yderligere test og afvente støtteordninger, så handler det om at få produkterne på markedet så hurtigt som muligt.

»Nogle skal gøre det første skridt, nogen skal gå foran og skabe infrastrukturen.«

»Hvis man altid kun kigger på TCO’en, kommer vi ingen vegne. Vi har lidt højere TCO, og hvad så? Nu går vi på markedet,« lyder det kampklart fra Mark Freymueller.

Mens de første 50 lastbiler leveres til schweiziske kunder i 2020, så vil Hyundai ifølge deres egne ambitioner i 2025 have leveret mindst 1600 brint-lastbiler til Europa. Ifølge Hyundai er der allerede tilsagn fra interesserede kunder til at indfri denne målsætning.

Allerede fra næste år vil der også blive åbnet op for salg af brint-lastbiler i andre lande. Holland, Østrig, Norge, Tyskland og Frankrig nævnes som mulige markeder, der kan blive de næste.

»Lige nu arbejder vi slet ikke på at skabe et forhandlernetværk, for vi har masser af interesserede kunder. Et servicenetværk er derimod en helt anden ting. Det er afgørende, og der arbejder vi på at finde lokale partnere til at udføre opgaven. I Schweiz har vi lavet et udbud, hvor seks interesserede servicepartnere er i spil til opgaven,« forklarer Mark Freymueller.

Ingen test i Europa

Hyundais brint-lastbil er i første omgang en 4x2 forvogn primært udviklet til bydistribution. Senere vil der også komme en 6x2 forvogn. Den er drevet af en elektrisk motor, der får leveret strøm via et brændselscelleanlæg monteret på lastbilen. Rækkevidden af optankninger mellem hver påfyldning af brint er angivet til ca. 400 km ved almindelig kørsel. En brint-optankning vil typisk ikke tage meget mere tid end en optankning af diesel.

Hyundais brint-lastbiler bygges i Sydkorea og har foreløbig ikke sat deres hjul på europæisk asfalt. Det første eksemplar ankommer med skib til Europa på den anden side af nytår. Ifølge Hyundai minder landskabet i Sydkorea meget om det schweiziske, så de stoler på, at test-erfaringerne hjemmefra er rigelige til at sende dem direkte i aktion i den europæiske transport.

Betaler km-takst

Man vil som udgangspunkt ikke kunne købe en brint-lastbil fra Hyundai. Setuppet bliver en leasingaftale, hvor kunden betaler en fast kilometer-takst til Hyundai. Prisen vil i hvert tilfælde basere sig på en individuel beregning, som bl.a. inkluderer bilens vægt, anvendelse, kørselsmønster, samt hvor lang tid man binder sig for. I Schweiz vil en standard-kontrakt være otte år, og den løbende leasingydelse vil være ”all inclusive” og omfatte både selve lastbilen, service, brændstof, løbende kvalitetskontrol, hjælp ved nedbrud osv.

Hyundai vurderer selv, at TCO’en for brint-lastbilen typisk vil være 10-15% højere end en konventionel diesel-version. Mulige indførelser af miljøskatter, afgifter og andre restriktioner vil kunne hjælpe med at lukke TCO-hullet op til diesellastbilen, og så vil fx lokale skraldeudbud med CO2-krav være et oplagt sted, hvor brint-lastbilen kunne komme ind på markedet.

»Alle vil vide prisen på lastbilen, men det giver ingen mening at sige noget om. Den ene lastbil vil koste noget andet end den næste, afhængig af formålet. Men hvis du vil have den billigste lastbil, så er det her ikke den rigtige lige nu. Men vi tror stærkt på, at der i længden ikke er noget alternativ. Hvis du vil være ægte emissionsfri, så er vores tilbud det bedste,« siger Mark Freymueller.

Lang brint-erfaring

Hyundai har i mange år været langt fremme med brint-teknologi til både biler og busser – og senest også lastbiler. Den første brint-bus sendte Hyundai på markedet allerede i 2006, og den blev sidste år lanceret i tredje generation. Alligevel er gennembruddet for lastbiler kommet hurtigere end forventet, fortæller Edward Lee, leder af Hyundais division for kommercielle køretøjer.

»For at være ærlig, så troede vi, at vi stadig var langt væk med hensyn til lastbiler på brint. Men nu ser vi, at det er tæt på at blive virkelighed. I de seneste halvandet år er vi gået igennem meget sammen med kunder og samarbejdspartnere, og det er gået hurtigere end forventet,« siger Edward Lee.

»Vi har 120 års erfaring med dieselmotoren. Den har bidraget meget til denne planet. Men nu er det tid til forandring. Jeg tror, at i de næste 100 år vil brint-teknologien blive den bærende. Allerede om 10 år kan det se helt anderledes ud end i dag.«

På kort sigt indfaser Hyundai altså forvogne i 4x2 og 6x2, men på længere sigt er det store spørgsmål naturligvis også, hvad potentialet er for brint til langturstransporter med trækkere og 40 ton eller mere, samt anlægskørsel og andre mere krævende opgaver. Hyundai oplyser selv, at man arbejder på at udvikle et forbedret system til langturstransport, og koreanerne forventer at kunne lancere det inden for fem år.

Spørgsmålet er så, om Hyundai når at komme på banen med en brint-lastbil til fjerntransport før amerikanske Nikola, som i samarbejde med Iveco har ambitioner om at lancere brint-trækkeren Nikola Tre i Europa i 2022/23.

Fakta om Hyundai FCE:

Model: Hyundai FCE Truck (Fuel Cell Electric)

Type: Forvogn 4x2 med dagkabine

Akselafstand: 5130

Længde: 9745 mm

Bredde: 2490 mm

Højde: 3730 mm

Maks. totalvægt: 19 ton som forvogn. 34 ton som vogntog.

Egenvægt: 9-10 ton

Rækkevidde: 400 km

Topfart: 85 km/t

Affjedring: Fuld luft

Motor: El-motor, Siemens

Effekt: 350 kW (475 hk), 3400 Nm

Bremser: Skivebremser, retarder i fire trin

Tank: 34,51 kg H2, 350 bar

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188