23948sdkhjf

Opbyggere samles under Dansk Bilbrancheråd

Dansk Bilbrancheråds nye erfagruppe: 24 medlemmer beskæftiger godt 2.000 medarbejdere.

- Andre aktører i branchen har forsøgt men kom ikke i mål. 

Det er den korte forklaring på, at Dansk Bilbrancheråd nu har etableret en erfagruppe for opbyggervirksomheder. Gruppen har aktuelt 24 medlemmer, men forventningen er, at tallet vokser markant. 

 

Det bliver dramatisk

Behovet for at samle og give opbyggerne mere slagkraft hænger i høj grad sammen med Europa-Parlamentets og Europa-Rådets kommende forordning om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer. 

- Forordningen gælder fra den 1. september 2020, og den kan komme til at påvirke opbyggerbranchen på dramatisk vis, siger juridisk chef Johanne Berner, Dansk Bilbrancheråd, der også er med i styregruppen bag den nye erfagruppe. 

Dramatisk påvirkning i form af, at kravene til dokumentation af ombygninger stiger til et herhjemme helt ukendt niveau.  

- I den situation er det vigtigt, at branchen står sammen – andre aktører i branchen har forsøgt sig og har fejlet. Dansk Bilbrancheråd er blevet opfordret til at gøre det her forsøg, siger Johanne Berner. 

 

Gennemslagskraft

Et af medlemmerne i den nye erfagruppe er Skelhøje Vognfabrik. Her siger direktør Leif Jørgensen: 

- Der er et stort behov for, at vi får samlet så mange opbyggere som muligt for at få indført nogle retningslinjer, bestemmelser og normer, som vi kan udføre vores arbejde under. 

Han er glad for, at branchen, via Dansk Bilbrancheråd, har taget initiativ til den nye erfagruppe. Tidligere har Skelhøje Vognfabrik været inde over opbyggergruppen i Autobranchen Danmark, men det bekendtskab holdt ikke. 

- Der var ikke sammenfaldende interesser, og jeg fornemmede, at vi ikke i den gruppe kunne få den gennemslagskraft, som vi har så meget brug for, fortsætter Leif Jørgensen. 

 

Komplekst, tidskrævende og dyrt

Det med gennemslagskraften hænger sammen med forskellen på opbyggerbranchen herhjemme og i udlandet. Stort set hver eneste gang en dansk opbygger får en ordre, så er det en kundespecificeret opgave, og som regel omfatter opgaven bare et enkelt køretøj. Ikke desto mindre skal der hver gang afleveres en detaljeret, kompleks og tidskrævende godkendelse. 

- De store producenter i Europa laver tit hundredvis af de samme ombygninger med baggrund i én godkendelse. Vi skal have den godkendelse på plads til hver eneste ombygning, og det er en kæmpe opgave og et tungt system at skulle igennem tidsmæssigt, men så sandelig også økonomisk, tilføjer direktør Leif Jørgensen, Skelhøje Vognfabrik. 

 

Eksperter i opbygning

Erfagruppen har etableret et panel af særligt udpegede personer med høj ekspertise indenfor opbygning af forskellig art. Panelet vil i samarbejde med Dansk Bilbrancheråds juridiske chef Johanne Berner og direktør Erik S. Rasmussen gå målrettet efter at præge arbejdet med indførelsen af den kommende forordning. Håbet er at fastholde både arbejdspladser og håndværkstraditioner hos den danske opbyggerbranche. 

Færdselsstyrelsen hiler tiltaget velkomment, og dialogen med styrelsens direktør, Stefan Søsted, er på plads.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172