23948sdkhjf

Tesla udpeger fabrik til lastbil-produktion

Tesla vil producere lastbil-modellen Tesla Semi på en kommende fabrik i den amerikanske stat Texas.

Det fortalte Teslas topchef, Elon Musk, på en online tele-konference forleden, hvor han afslørede planerne om at bygge en ny stor fabrik – en såkaldt ”Gigafactory” på Tesla-sprog – nær byen Austin i Texas, USA.

Tesla Semi blev præsenteret i 2017 og skulle ifølge den oprindelige plan være gået i produktion allerede i 2019. Den aktuelle tidsplan for serieproduktion hedder nu 2021 – og nu er der i hvert fald udpeget en fabrik til at bygge lastbilen.

Tidligere på året slap der oplysninger ud om, at batterier og drivlinen til Tesla Semi formentlig vil blive produceret på Teslas eksisterende fabrik i staten Nevada, USA.

Den kommende fabrik med navnet ”Giga Texas” skal ud over Tesla Semi også være produktionsanlæg for Teslas kommende personbil ”Cybertruck”, samt de kendte modelserier 3- og Y-serien.

Hele fabriksområdet vil blive på hele 5.000 hektar og være Teslas hidtil største anlæg. De indledende faser af byggeprojektet er allerede gået i gang, oplyser Tesla.

På tele-konferencen blev Tesla-chefen Elon Musk også spurgt, hvor mange køretøjer Tesla vil kunne producere i Texas. Svaret fra Elon Musk var »mange«. Opfølgende spørgsmål til Tesla-cheferne om produktionstal blev heller ikke besvaret.

Hvornår de første kunder kan forvente at få leveret de første eksemplarer af Tesla Semi, er stadig et åbent spørgsmål. Selvom tidsplanen for start af masseproduktion lyder på 2021, så understregede Tesla på tele-konferencen igen, at Tesla selv vil lægge beslag på den første række af eksemplarer af Semi-trækkeren, når produktionen starter – til interne transporter mellem fabrikkerne. Så hvornår den reelle serieproduktion forventes at starte, kan kun tiden vise.

Ved præsentationen i 2017 lovede Elon Musk, at Tesla Semi vil kunne køre op til 800 km på en opladning og accelerere fra o til 100 km/t på 20 sekunder med fuldt læs (36 tons totalvægt efter amerikanske standarder). Data som pris, egenvægt og nyttelast har det dog indtil videre været sparsomt med.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235