23948sdkhjf

Transportcenter til energiminister: Fjern barrierer for biogas i lastbiler

Hvis den danske transportbranche skal levere de kraftige CO2-reduktioner frem mod 2030, som EU netop har besluttet, skal der biogas i tankene på de danske lastbiler. Og barriererne herfor skal ryddes af vejen. Ellers risikerer statskassen, at en stor del af den tankning, der foregår i Padborg og skæpper godt i statskassen, rykker udenlands. Og Danmark risikerer at gå glip at et stort biogasmarked.

Det var budskaberne til energiminister Lars Christian Lilleholt (V), da Padborg Transportcenter og en række virksomheder fra transportbranchen og gasbranchen var til møde med ministeren for nylig.

»Vi er meget bevidste om, at vi er en branche, der udleder meget CO2, og at vi har et stort medansvar for at bidrage til den grønne omstilling. Derfor hilser vi EU’s beslutning om, at nye lastbiler skal udlede 30 procent mindre CO2 i 2030 velkommen,« siger direktør for Padborg Transportcenter, Finn Sørensen.

Men han påpeger samtidig, at der er flere udfordringer, der bremser for denne udvikling.

»El- og brintlastbiler er fremtidsmusik. Den eneste reelle mulighed frem mod 2030 er at få lastbilerne til at køre på naturgas, kaldet LNG, eller endnu bedre biogas, kaldet LBG. Den udvikling vil vi i transportbranchen mægtig gerne i gang med. Men i Danmark udnytter vi slet ikke det store biogaspotentiale, der ligger i den kæmpe mængde biomasse, som landbruget producerer. Vi udnytter kun 10-15 procent. Skalerede man produktionen af biogas op, vil den ifølge Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet kunne holde op mod 101.000 lastbiler kørende. Den miljømæssige gevinst for både landbruget og transportbranchen vil være enorm. Derfor er det også bekymrende, at der lige nu lægges op til en kraftig opbremsning for etablering af nye biogasanlæg i Danmark,« siger Finn Sørensen.

Høje afgifter kan presse tankning ud af landet

»En anden barriere for den grønne biogasomstilling i transportbranchen er de høje danske afgifter på biogas.«

»Brugen af naturgas og biogas i lastbiler vækster voldsomt i Tyskland og Holland. Der bygges gastankstationer i Europa med støtte fra EU, og de store lastbilproducenter følger op med gasdrevne biler. I Danmark vil vi også rigtig gerne køre på gas og biogas. Men de høje danske afgifter på gas skal ned, så gasprisen kan konkurrere med dieselprisen. Ellers vil både danske og udenlandske lastbiler fremover tanke syd for grænsen. Og da Padborg er Nordeuropas tredjestørste dieseltankningssted, vil den danske stat skulle vinke farvel til store afgiftsindtægter i takt med, at biogassen vinder indpas,« siger Finn Sørensen.

Delegationen præsenterede energiministeren for dokumentation for afgiftsstrukturen i de enkelte lande og for CO2-besparelsen ved at gå fra dieseldrevne lastbiler til biogasdrevne: Ved 100.000 km årlig kørsel vil besparelsen være mere end 145.000 kg CO2.

»Vi oplevede energiministeren som meget lydhør over for udfordringerne, så nu håber vi, han handler på det,« siger direktør for Padborg Transportcenter, Finn Sørensen.

Ud over Padborg Transportcenter bestod delegationen af repræsentanter fa Q8 Danmark, Iveco Danmark, H.P. Therkelsen A/S, Foreningen Biogasbranchen og brancheforeningen ITD.

I Danmark er der i dag registreret 40.000 lastbiler, 50.000 varebiler og 13.000 busser. Blot 550 af disse køretøjer kører på biogas.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172