23948sdkhjf

Vejsidesyn af erhvervskøretøjer

Skrappere kontrol af tunge køretøjer.

Færdselsstyrelsen har skærpet kontrollen med tunge køretøjer på vejene.

Det sker på baggrund af EU-direktiv 2014/47/EU, der finder anvendelse fra 20. maj 2018, og som bl.a. fastsætter nye krav til antallet af vejsidesyn. Det betyder, at styrelsen i samarbejde med politiet årligt har en målsætning om kontrol af cirka 5000 danske og udenlandske køretøjer.

Hvorfor vejsidesyn?

Formålet med vejsidesyn af erhvervskøretøjer er at kontrollere, at køretøjerne er i en teknisk sikker og miljømæssig acceptabel stand – både for færdselssikkerheden og miljøet. Vejsidesynet supplerer dermed det periodiske syn.

Selvom køretøjerne skal synes hvert år, er det ikke tilstrækkeligt, at køretøjerne kun vedligeholdes og repareres i forbindelse med det årlige syn. Erhvervskøretøjer kører ofte mange kilometer om året, og det er derfor vigtigt, at køretøjerne løbende vedligeholdes.

Hvad skal du være opmærksom på?

De fleste fejl, der afsløres ved vejsidesyn, er f.eks. fejl på køretøjers bremser og dæk samt lysende kontrollamper, der indikerer fejl ved f.eks. motorstyring eller ABS-bremser.

I lastbiler er der derudover ofte eftermonteret udstyr som eksempelvis hylder på instrumentbrættet eller vindafvisere, der forringer udsynet gennem forruden eller de forreste sideruder. Andre fejl ved lastbiler kan være, at der er eftermonteret flere lygter end tilladt.

Føreren kan, som hidtil, frakendes førerretten, hvis det vurderes, at fejl og mangler er af sikkerhedskritisk karakter, og at væsentlige hensyn til færdselssikkerheden er tilsidesat. Derudover bliver bødeniveauet hævet for alvorlige sikkerhedskritiske fejl og mangler ved tunge motorkøretøjer - og for ulovlig støj fra motordrevne køretøjer - fra 1. januar 2020.

God økonomi

På grund af det øgede antal vejsidesyn kan der således være god økonomi i at sikre, at køretøjet er godt vedligeholdt. Foruden at risikere en bøde, hvis et køretøj ikke er i orden, kan det have betydelige økonomiske omkostninger for den enkelte vognmand, hvis et køretøj skal tages ud af drift, fordi det er indkaldt til syn eller har fået køreforbud ved et vejsidesyn.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188