23948sdkhjf

Wheels, chrome and country

Tusindvis af vognmænd og chauffører mødes til Mid-America Truckingshow – til gøgl, gejl og fest blandt USA’s flotteste showtrucks.

Af Glenn T. Sørensen

Louisville, Kentucky.

Hjemsted for alle tiders største bokselegende, Muhammad Ali.

I den sidste weekend i marts er det dog sværvægterne Kenworth, Peterbilt, Mack, Western Star, International og Freightliner, der stjæler opmærksomheden, når Mid-America Truckingshow tiltrækker tusindvis af truckere og branchefolk fra hele kloden for at se det nyeste og det vildeste inden for godstransport.

Naturligvis er det enormt.

I løbet af tre dage besøger 70.000 mennesker Mid America Truckingshow, som er verdens største årlige begivenhed for lastbilbranchen

Hele maskineriet finder sted i det kolossale Kentucky Exposition Center, hvor mere end 1000 udstillere viser alverdens isenkram frem.

16 fodboldbaner stort

Festlighederne begynder et par dage i forvejen, når en hel flåde af truckere slår lejr på de gigantiske parkeringsarealer langs bygningen. Nogle ankommer i deres trækkere, andre i deres næsten lige så store pickup trucks, og så bliver der ellers sparket dæk, spillet country og drukket Budweisere.

Bygningens areal er på ufattelige 111.484 kvadratmeter. Det svarer til, at der kunne være 16 fodboldbaner indenfor. Når man går rundt i den L-formede hal, glemmer man nogle gange, at man befinder sig inden døre.

I rask trav kan man gå fra de udstillede veteranlastbiler i den ene ende til den populære Beergarden i den anden på knap en halv time – og vel det dobbelte, når udstillingen er fyldt med mennesker.

Jim fra Rødekro

- Det er en oplevelse ud over det sædvanlige,« siger selvkørende vognmand Jim Søndergaard fra Rødekro.

Sammen med en flok danske kollegaer deltog han for første, men næppe sidste, gang.

- Det var sjovt at komme over at se. Det var vildt stort. Når man har gået rundt på Transportmessen i Herning én dag, så har man set det meste. Her var vi der alle dagene, indtil de lukkede, og jeg er ikke sikker på, at vi fik set det hele.

To ting, man ikke kunne undgå at se, var udstillingerne fra Kenworth og Peterbilt, der kæmpede om opmærksomheden i den mægtige South Wing-hal.

Begge lastbilproducenter havde rullet det helt tunge skyts frem og opstillet hver sin parade af blankpolerede trækkere og entreprenørbiler foran vældige storskærme med videomontager af endeløse amerikanske highways.

Lejlighed bag rattet

For danske lastbilentusiaster er det mest iøjnefaldende de klassiske amerikanersnuder, den lange afstand mellem akslerne og så naturligvis de store sovekabiner.

Hvis danske chauffører, der ligger ude, kigger misundeligt efter de rummelige kabiner hos Kenworth og Peterbilt, ville de formentligt tabe kæben lidt længere inde i hallen, hvor opbyggeren ARI Legacy Sleepers udstiller sine overdimensionerede kabiner, der kan bygges op bag førerhuset på en hvilken som helst trækker.

Her er der plads til hele familien, og chaufføren kan både komme i bad og på toilet, lave mad i køkkenet og spise den i sofaen foran fjernsynet uden nogensinde at sætte sine ben på asfalten.

Trump & Trucks

Langs de hundredvis af stande i messecentret finder man alt i udstyr til lastbilen, vognmanden og chaufføren. Det spænder lige fra professionelt værktøj til fitnessudstyr til førerhuset og XXXL t-shirts med motiv af Donald Trump som krigsherre i stævnen på en kampvogn med Stars and Stripes i strakt arm.

På disse kanter er den amerikanske præsident en rockstjerne.

For mange vognmænd og chauffører er den helt store attraktion den traditionsrige udstilling af showtrucks på parkeringspladsen udenfor.

Her er knap 100 af USA’s flotteste trækkere og vogntog håndplukket fra hele landet til en eksklusiv konkurrence om at blive udnævnt til ”Best of show”.

De rundhåndede mængder krom får lov at glinse i den lune forårssol, mens bilernes stolte ejere har god tid til en snak om branchen og deres køretøj.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219