Det står skidt til med kapaciteten på de statslige rastepladser. Det mener i hvert fald en række chauffører og vognmænd, der over for Lastbil Magasinet har peget på, at det er noget nær umuligt at finde en ledig p-bås, når det daglige hvil skal afholdes.
Der har som bekendt altid været en risiko for at finde en p-afgift i forruden, hvis man har parkeret sin lastbil uden for de optegnede båse. Men særligt efter 25-timers reglen trådte i kraft er chauffører og vognmænd utilfredse, for i og med at parkeringskontrollen er øget, uddeles der flere afgifter for overtrædelse af parkering uden for de optegnede båse.