Mads Rørvig bliver ny direktør for importørerne
Bestyrelsen for De Danske Bilimportører (DBI) har udpeget Mads Rørvig som ny adm. direktør. Mads Rørvig er i dag underdirektør i brancheorganisationen Finans Danmark, og han har tidligere været Medlem af Folketinget, bl.a. som skatteordfører for Venstre og formand for Folketingets Skatteudvalg.
»Jeg er glad for, at Mads har sagt ja til at stå i spidsen for vores branche i Danmark. Med sin baggrund fra Christiansborg og Finans Danmark, har han et unikt udgangspunkt for at skabe synlighed og politiske resultater. Jeg glæder mig til samarbejdet med Mads, og er sikker på, han er den rette til også at videreudvikle og modernisere DBI,« siger Jens Bjerrisgaard, bestyrelsesformand for DBI og koncernchef for Semler Gruppen.
Den afgående adm. direktør, Gunni Mikkelsen, der i denne måned fylder 65 år, får ifølge en pressemeddelelse efter eget ønske en mere tilbagetrukken rolle i organisationen.
Mads Rørvig tiltræder 1. juni 2020.