MAN

28. maj 2021 - 01:43

App linkNu på Google Play

MAN klar med det lette skyts

28. maj 2021 - 01:43

Rasmus Haargaard

Alt godt kommer til den, der venter. Og efter lidt mere end et års tilløb er MAN’s mest letgående lastbilserier nu endelig begyndt at rulle ud på det danske marked. Egentlig var det planen og forhåbningen at introducere de spritnye TGL- og TGM-serier til danske kunder allerede i efteråret 2020, men men… vi lever som bekendt i helt særlige tider, og corona har forsinket mangen en god plan.

 

Men nu er de her, og Lastbil Magasinet tog derfor turen til MAN i Tilst, hvor to fine demobiler fra TGL- og TGM-serien stod klar til at blive luftet.

TGL-serien dækker totalvægte fra 7,5 til 12 ton, hvor TGM spænder fra 12 til 26 ton. Begge modeller er udstyret med D08-motorserien, der har firecylindrede varianter på 4,6 liter og sekscylindrede varianter på 6,9 liter. Motorkraften varierer fra 160 til 320 hk.

TGL og TGM deler langt størstedelen af førerhusprogrammet, hvor de to lange førerhusvarianter, TN med normalt højt tag og TM med mellemhøjt tag, er fælles for begge modeller. Når det kommer til korte førerhuse, har TGL og TGM det mere kompakte CC-førerhus. TGL og TGM kan desuden også leveres med et dobbeltkabine-førerhus med op til syv pladser.

 

Vores første testbil var en MAN TGL 12.220 – altså med den 4-cylindrede motor på de maksimale 220 hk. Det var første gang, vi satte os bag rattet i en MAN TGL af den nye generation – og dermed kan vi endelig sætte kryds ved alle fire nye modelserier.

Flot specificering

MAN har – også herfra – fået stor ros for kabinerne i de nye TG-serier, og eftersom vi indtil nu mest har kørt de lidt større serier, så er det rart at kunne konstatere, at det er lykkedes MAN at indbygge de store fremskridt for chaufførmiljøet hele vejen rundt på tværs af alle modelserier – fra de store langtursmodeller og ned til den mindste distributionsbil. Vores TGL-kabine var netop det korte, kompakte CC-førerhus, som dog var fint udstyret med den store sekundære infotainmentskærm på 12 tommer til navigation mv. – og det er efter vores mening det helt rigtige specificering af netop en distributionsbil. Det er jo netop her, at den ekstra skærm i stor størrelse gør særlig gavn for en chauffør med mange daglige stop og forskellige adresser, der skal leveres varer til.

Begge demobiler var ganske veludstyret med tilvalg som LED-forlygter, den store udgave af det nye digitale instrumentdisplay, MAN’s nye topsæder fra Recaro, EasyControl med de fire selvvalgte knapper i sidedøren, oliefyr (som kan forprogrammeres), elektronisk håndbremse (som er standard i de store TG-biler, men af en eller grund ikke i de små, som ellers har langt flere start og stop på en dag).

 

TGL-modellen opbygget med distributionskasse var udstyret med den stærkeste udgave af MAN’s 4-cylindrede D08-motor på 4,6 liter – kombineret med 6-trins automatgear med ”Efficient” som standardprogram til gearskiftet, og der er heller ikke grund til andet i dette segment. I alt har MAN en halv snes gearprogrammer – mest oplagte tilvalg er ”Performance” til de større biler, og der findes fx også mere hidsige gearprogrammer til udrykningskørsel, eller det mere strenge ”Efficiency+” uden kickdown og manuel funktion, hvis vognmanden er bange for, at chaufførerne kører for råddent og ødsler med brændstoffet.

Så vender vi kajakken

Den første tur gik fra Tilst til Aarhus N, tilbage ind gennem midtbyen, sightseeing på havnen og tilbage mod udgangspunktet. En behagelig tur i en fint specificeret distributionsbil – og undervejs fik vi også bekræftet, at det er helt rigtigt at udstyre netop sådan en bil med det store display, som automatisk viser bakkameraet, når gearvælgeren sættes i ”R”. Eftersom det efterhånden er et par årtier siden, at dagens testchauffør færdedes fast i det centrale Århus, lykkedes det nemlig at styre hen mod jernbaneviadukten på Spanien (det hedder vejen altså) – og da max-højden her er 3,4 meter, krævede det en improviseret bakkemanøvre med efterfølgende U-vending i ganske tæt trafik. Det gik dog fint, og hele opbygningen kom uskadt hjem – og stor ros til både bil, bakkamera og skærmløsning herfra.

Med den nye lastbilgeneration lancerede MAN SmartSelect-løsningen til betjeningen af den sekundære infotainmentskærm – og gik samtidig imod strømmen ved at fravælge touch-mulighed på selve skærmen, som kun kan betjenes med en trykbar drejeknap. Formentlig pga. pladshensyn er den store SmartSelect-betjening fravalgt på disse distributionsbiler – og man skal i stedet betjene skærmen med en mindre drejeknap på selve instrumentpanelet. Det fungerer dog efter samme princip som den store løsning og er en fornuftig måde at få samme funktionalitet i en kabine med mindre pladsforhold.

Mere lastbil

Efter at have byttet bil rullede vi igen nordpå – denne gang i TGM-modellen til 18 ton. Her blev vi drevet frem af D08-motoren i den 6-cylindrede udgave på 6,9 liter med den mellemste effekt på 290 hk, samt en 12 trins AS Tronic-gearkasse (distributionsbilerne kan også leveres med manuel gearkasse med 6, 9 eller trin). Selvom førerhuset var den samme korte dagkabine, så giver både den lidt rundere motorgang og den højere specificering selvfølgelig lidt mere følelsen af ”rigtig” lastbil.

 

TGM-ruten gik lidt længere nordpå til Hadsten, retur ad hovedvej 10 mod Århus og en smule bykørsel til sidst. Det gav anledning til igen at føle MAN’s chaufførassistent ComfortSteering, som blev lanceret i 2019 – og minder om det tilsvarende hjælpesystem i Volvos VDS. Der er tale om en lille el-motor, der hjælper med at holde vognbanen, og også gør det nemmere at dreje. Det kræver en smule tilvænning, at bilen på den måde ”blander sig” og skubber på rattet – men det fungerer ellers fint, og vi kan forestille os, at især drejehjælpen kunne være til gavn for en 4-akslet jordbil e.l., mens det er knap så vigtigt i denne situation.

Distributionsbilerne fås i øvrigt også med ACC Stop & Go, som også kom med den større teknologiske opdatering hos MAN i 2019, kort før generationsskiftet. Det betyder, at fartpiloten følger med helt ned til 0 km/t og selv sætter i gang inden for to sekunder. Hvis bilen holder stille længere tid, kræver det (af sikkerhedshensyn), at chaufføren selv rører speederen eller fartpilot-stilken. Oplagt tilvalg til biler i bykørsel.

 

Store skridt

 

Med turene i de to letkørte testbiler kan vi sætte flueben ved hele MAN’s nye TG-generation –efter at have oplevet et bredt spænd af konfigurationer i forskellige udgaver af TGX, TGS, TGM og TGL. Og nu kan det kun gå for langsomt med at få rullet hele TG-familien ud på det danske marked, for der er hele vejen rundt absolut tale om et stort fremskridt for MAN – og for chaufføren.

Læst i alt:

450 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til forsiden

Giv os din kommentar på ovenstående artikel:

Denne artikel er låst. Ønsker du adgang til låste artikler klik her for at købe et abonnement

 

 

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1. sal
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Afstemning

{%binding poll.title%}

{%Binding option.title%} - {%if option.number_of_votes%}{%binding (option.number_of_votes * 100.0 / totalVotes).ToInt%}%{%else%}0%{%endif%}

{%binding totalVotes%} stemmer i alt

Tidligere afstemninger