23948sdkhjf

MAN lancerer kæmpe fremtidsplan: Store ændringer på vej

MAN Truck & Bus har indgået en aftale med medarbejderrepræsentationer om store omstrukturinger hos MAN, der på sigt skal forbedre indtjeningen med 1,7 mia. euro (knap 13 mia. kr.).

MAN’s store plan indebærer bl.a. en nedskæring i staben på 3.500 medarbejdere og store omlægninger af produktion og udviklingsafdelinger på tværs af MAN’s forskellige fabrikker og anlæg.

MAN varslede i januar en “fundamental reorganisering” som svar på forandringerne i branchen og for at gøre den tyske lastbilproducent konkurrencedygtig til de kommende års indsats for at opnå CO2-neutral transport, samt øget digitalisering og selvkørende teknologi.

- Vi har opnået enighed med medarbejdernes repræsentanter om fremgangsmåden, der vil bidrage til at forbedre indtjeningen med op til 1,7 mia. euro (knap 13 mia. kr.). Vi skifter nu et gear op og vil, i de kommende år, foretage målrettede investeringer for at udvikle de rette løsninger inden for de tre megatrends digitalisering, CO2-neutralitet og automatisering. Vi vil rette MAN op og sammen styre mod en succesfuld fremtid. Igennem vores mere end 260 år lange historie har vi mange gange bevist, at MAN er i stand til at forandre sig. I dag er vi i begyndelsen af et nyt kapital, som vil betyde et nyt MAN, siger Andreas Tostmann, CEO hos MAN Truck & Bus SE.

De konkrete planer for restruktureringen er nu offentliggjort, og de indebærer flere markante forandringer for MAN’s anlæg i en række lande.

München vil fortsat være det globale hovedsæde for MAN Truck & Bus. Anlægget i München vil også fortsat være det primære produktions- og samleanlæg for lastbiler og førerhuse, samt hovedsæde for MAN’s udviklingsaktiviteter.

For at frigøre kapacitet i München til at producere lastbiler med alternative drivliner vil en del af produktionen blive flyttet til MAN’s fabrik i Krakow, Polen. I fremtiden vil operationel udvikling og test af busser ske tæt på produktionsstedet på MAN-anlægget i Ankara, Tyrkiet, som ved udgangen af 2022 vil beskæftige ca. 7.500 faste medarbejdere.

MAN’s afdeling i tyske Nürnberg vil blive MAN Competence Center for udvikling og produktion af nye drivline-teknologier (såsom e-mobilitet, brint-teknologi mv.). Nürnberg er i forvejen produktionssted for både konventionelle og alternative drivliner. Fremover vil der fokuseres mere på nye drivline-teknologier, og investeringen i udvikling af dieselmotorer vil blive kraftigt reduceret. Nürnberg-anlægget forventes at beskæftige 3.100 medarbejdere ved udgangen af 2022.

MAN-anlægget i Salzgitter, Tyskland, vil fortsæt være den primære samlefabrik for ikke-drivende aksler for hele Traton Group. Enkelte af fabrikkens aktiviteter vil blive overført til MAN’s anlæg i Bánovce, Slovakiet. 1.900 MAN-medarbejdere forventes at arbejde i Salzgitter ved udgangen af 2022.

MAN-anlægget i Wittlich i det vestlige Tyskland vil blive kraftigt nedjusteret. Det vil fortsat være MAN’s center for ombygninger mm., men vil med udgangen af 2022 kun beskæftige ca. 60 ansatte.

Til gengæld er løbet kørt for MAN’s fabrik i Steyr, Østrig. Her har MAN bl.a. produceret TGL- og TGM-serien. MAN oplyser, at man er i forhandlinger med den østrigske koncern WSA Beteiligungs GmbH om en overtagelse af fabriksanlægget. Alternativet er, at fabrikken bliver helt lukket. Uanset hvad er det altså slut med produktion af MAN-lastbiler på den østrigske fabrik.

Ud over ændringerne i produktions- og udviklingsafdelingerne, så har MAN også præsenteret en plan for at ”strømline” funktionerne inden for administration, service og support.

Samlet set betyder planerne en reduktion af medarbejderstaben på 3.500 ansatte i Tyskland. Aftalen med medarbejderforeningen indebærer, at nedskæringerne så vidt muligt forsøges at blive afbødet med naturlig afgang, frivillige aftrædelser, færre løstansatte medarbejdere og tilbud til medarbejdere om at flytte til andre selskaber i Volkswagen-koncernen.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188