23948sdkhjf

MAN Nordjylland fejrer fusionering og inviterer til åbent hus

Testkørsel, konkurrencer, hoppeborg og pølsevogn er på programmet den 7. september, når erhvervsbilleverandør MAN Nordjylland slår dørene op og inviterer til åbent hus. Det sker i anledning af, at de fire nordjyske forhandlere af MAN-køretøjer – Hjørring Lastbilcenter, Thisted Lastbilcenter, Poul Asbjørn Olesen i Frederikshavn og MAN i Svenstrup – nu er gået sammen under navnet MAN Nordjylland. Samtidig skal det fejres, at filialen i Svenstrup efter flere måneders renovering nu står klar.

»Vi glæder os rigtig meget til at byde velkommen i vores nyrenoverede lokaler, som langt om længe står klar. Vi håber, at medarbejdere, familie, kunder og andre lastbilinteresserede har lyst til at kigge forbi til en sjov og hyggelig dag,« udtaler Erik Brændgaard Nielsen, der er salgsdirektør hos MAN Nordjylland.

Det er nemlig ikke kun de lastbilinteresserede, der har grund til at kigge forbi til åbent hus. MAN Nordjylland har sørget for at skrue op for aktiviteterne, således at der er noget for enhver smag. Gæster kan blandt andet glæde sig til at se Max Hunts store 8X8 MAN TGS, deltage i sjove konkurrencer, nyde lidt godt til ganen, og til børn og barnlige sjæle er der stillet en hoppeborg an.

Derudover er der hele dagen gratis synstjek af last- og varebiler, vognmand Frank Nørager viser sine veteranlastbiler frem, og Sawo, som er specialister inden for opbygning af lastbiler, kommer med forskellige spændende produktløsninger. Sidst men ikke mindst er der mulighed for at testkøre et helt lastbiltræk eller varebilmodellen MAN TGE med læs.

Efter åbent hus afholdes der et VIP-arrangement for MAN Nordjyllands ansatte samt udvalgte faste MAN-kunder, hvor der vil blive serveret helstegt pattegris samt afholdt foredrag med Max Hunt.

Åbent hus-arrangementet finder sted på Atletikvej 1 i Svenstrup kl. 10-16.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188