23948sdkhjf

Maria Christine kører dagligvarer i en corona-tid: Sådan er det

Hvordan er det at være lastbilchauffør og køre varer til en af landets største supermarkedskæder i disse corona-tider?

For Maria Christine Gottlieb fra Horsens ændrede situationen sig ligesom for det øvrige Danmark, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag aften meddelte, at ”Danmark lukker ned".

Maria Christine Gottlieb er chauffør hos Svend Munding Transport i Horsens og kører blandt andet varer for Reitan til Rema, Circle K og Seven Eleven.

»Torsdag morgen, da jeg kom over til Reitan i Horsens klokken 3.30, var der pres på, fordi folk havde hamstret i supermarkederne om aftenen. Da jeg senere kom til en Rema på Silkeborgvej i Åbyhøj, stod folk i kø i en halv time inden, butikken åbnede. Og hvis folk begynder at hamstre dagligvarer igen, kan jeg da frygte, at nogen får den ide at hoppe op i traileren« siger Maria Christine Gottlieb.

Noget af det, der blev hamstret i de første timer efter statsministerens pressemøde onsdag aften, var toiletpapir. Maria Christine Gottlieb fortæller, at hun derfor havde ekstra toiletpapir med ud til butikkerne torsdag morgen.

»I lørdags kørte jeg køl og frost, og søndag var der en kollega, der havde 18 paller med toiletpapir med i en forvogn,« siger Maria Christine Gottlieb og betoner, at det er langt over normalen.


Håndsprit over alt


Når Maria Christine Gottlieb når frem til den enkelte butik med friske forsyninger, har flere procedurer ændret sig omkring afleveringen af varer. Blandt andet har hun ikke kontakt med købmanden.

»Vi får lige at vide, hvad vi skal tage med tilbage, og så skriver chaufføren selv under. Vi skal være så lidt som muligt i butikken og undgå for meget kontakt med personalet. Og så er der bare håndsprit over alt,« siger hun.

Hvad gør du, når du holder pause?

»Holder jeg pause på en rasteplads, så skynder jeg mig på toilet, og så er jeg ellers tilbage i bilen.«


Arbejde og ”hjemme-skole”


Maria Christine Gottliebs mand er vognmand, og parret har to børn på 11 og 14 år. Der skal derfor, ligesom i mange andre danske hjem, også laves ”hjemme-skole” for børnene, mens de voksne samtidig skal passe deres arbejde efter bedste evne.

»Børnene har fået mange lektier for, så jeg kan næsten blive helt stresset over situationen,« siger Maria Christine Gottlieb og tilføjer, at familien har lavet en skema over, hvad der skal laves på hjemmefronten hver dag.


- Det er meget underligt

 


Fredag meddelte Transportministeriet, at køre- og hviletidsreglerne for chauffører på grund af corona-situationen sættes ud af kraft i en periode på ti dage for så vidt angår ugehvilet. Maria Christine Gottlieb fortæller, at der ikke har været behov for, at hun skulle skippe hvilet. Og selv om der skal varer på hylderne, er der som en konsekvens af corona-situationen nu også god plads på vejene - og ikke udsigt til kø, hverken på motorvejene eller i byerne.

»Jeg føler virkelig, at min hverdag er blevet meget anderledes. Før var det hyggeligt at tale med kunderne. Nu tager vi ikke lige en sludder for en sladder. Vi må helst ikke tale sammen. Det er meget underligt uden kundekontakten, og nu er jeg altså endnu mere alene som chauffør,« siger Maria Christine Gottlieb, som i morgen mellem klokken 4 og 5 møder ind til en ny dag i et transport-Danmark på corona-vilkår.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064