- Meldinger om fyringer må dokumenteres
Direktør i DI Transport, Michael Svane, kommer med følgende kommentar til udmeldingen om, at danske vognmænd skulle fyre danske chauffører og lader dem erstatte af udenlandske chauffører på grund af corona-situationen:
Under coronakrisen har transportbranchen stået sammen og branchen har nærmest opnået heltestatus. Det er branchen, som i sandhed har holdt forsyningen i, til og fra Danmark i gang. Sjældent har branchen haft så positivt, men velfortjent omdømme. Der er al mulig grund til at ranke ryggen i transportbranchen.
Derfor er det helt uforståeligt, at der nu skabes et billede af, at danske vognmænd fyrer danske chauffører og lader dem erstatte af udenlandske chauffører. Sådanne udmeldinger må og skal dokumenteres. Lad os få de konkrete navne frem på de virksomheder, som der i givet fald må have gjort det.
Jeg kan kun være enig i, at det er en helt uacceptabel handlemåde, hvis der er virksomheder, som har fyret danske chauffører for derefter at ansætte udenlandske chauffører. Men uden dokumentation så sværter man hele branchen til og også de transportvirksomheder, som har måttet fyre chauffører,
Jeg deler fuldt ud meldingen fra Danske Fragtmænds adm. direktør, Jørn Skov, som heller ikke kan genkende situationen, som nogle søger at tegne.
Vi har brug for sammenhold i branchen, men det kræver, at man spiller på samme hold!
Jeg er glad for, at transportministeren umiddelbart har taget affære og indkaldt til et møde med branchen i dag.
Michael Svane, branchedirektør DI Transport