23948sdkhjf

Første forvogn i den nye Actros-generation

Selvom man har fine traditioner, kan man godt gå nye veje. Da vognmand Michael Palle første gang så den nye Mercedes-Benz Actros på tæt hold, var han med det samme interesseret.

»Jeg synes, det var et spændende projekt med alt det sikkerhedsudstyr, der er i den nye model,« forklarer Michael Palle.

Han driver Palles Fragt i Næstved og var i efteråret 2018 på IAA-messen i Hannover, hvor den nye Actros-generation for første gang blev stillet til skue for offentligheden. Og selvom vognparken i det sydsjællandske fragtfirma i de seneste mange år har været domineret af Volvo, Scania og MAN, så fik New Actros Michael Palle til igen at åbne op for Mercedes.

»Med alt det sikkerhed, der er i bilen, kunne det være interessant at prøve af for os. Både af hensyn til chaufføren og de bløde trafikanter. Som del af Danske Fragtmænd deltager vi også i kampagner for trafiksikkerhed, så det har altid haft høj prioritet for os,« forklarer vognmanden.

»Og så kunne Mercedes godt være med på prisen, selvom det er en ny bil,« tilføjer han.

Palles Fragt fik derfor relativt hurtigt lagt billet ind på to af de nye Actros-modeller, og kort efter produktionsstart på fabrikken i juni rullede de ind som nogle af de første, der blev leveret til danske kunder. Faktisk er den ene af dem den allerførste chassisbil af den nye Actros-generation, der er leveret i Danmark – og en af de allerførste i hele Europa. Den anden nye Actros til Næstved er en trækker til distributionskørsel.

Lang opbygning

Fundamentet for den nye forvogn er en New Actros 1832 – altså en 2-akslet udgave drevet af en 6-cylindret 320 hk motor. Opbygningen er lagt i hænderne på Lavmands i Ringsted, som har opbygget den til transport af helt op til 21 paller.

»Når man kører langt, gælder det om at have så meget som muligt med. Og forvognen kører altid alene,« forklarer Michael Palle.

Chassiset er galvaniseret med stærke sidefjælde. Førerhuset er et af det mindste i Actros-serien, nemlig ClassicSpace i M-version.

»Når vi køber biler, kigger jeg meget på ergonomien. Sådan nogle chauffører som vores kommer immervæk ind og ud mange gange i løbet af dagen,« konstaterer Michael Palle.

Næstved-vognmandens nye Actros er udstyret med de fleste af de teknologiske nyskabelser, som vakte opsigt ved lanceringen. Sidespejlene er erstattet med MirrorCam, som består af en kameraarm udvendigt og to skærme indvendigt på A-stolperne, og sikkerheden er også opgraderet med Mercedes’ nyeste generation af sikkerhedspakken, ABA5.

»Det mest interessante var de nye spejle, og det at de har det samme skærmbillede, uanset om de kører om dagen eller om natten, og at de hele tiden kan se 16,5 meter bagud. Det er en spændende udvikling, også med de ekstra følere, der registrerer cyklister og fodgængere,« fortæller Michael Palle.

Palles Fragt har hovedsæde i Næstved, men har i de seneste år via opkøb udvidet med en ekstra filial i Ringsted, og fra de to afdelinger fordeler 44 biler hver dag pakker over store dele af det sydlige og centrale Sjælland.

Rundtur i Vordingborg

Den nye Actros-forvogn kører ud fra Næstved hver dag med området i og omkring Vordingborg som primær opgave. Chauffør på den nye vogn er Bernth Hemmingsen, som inviterer Lastbil Magasinet om bord på en del af ruten på en af årets sidste sommerdage.

Det er en typisk dag med omkring 20 stop på ruten. Efter få uger i den nye bil er Bernth allerede godt vant til de nye funktioner. En af dem er den nyudviklede gearskiftestrategi PPC Interurban, hvor bilen som noget nyt selv tilpasser farten i kurver og sving ud fra gps-data om vejens topografi. Efter lidt tilvænning er Bernth blevet glad for det nye assistent-system.

»Det virker generelt fint, og jeg bruger det meget. Så snart jeg er ude af bymidten, slår jeg det altid til,« fortæller Bernth.

Så længe man ikke stoler blindt på systemet, er det en god hjælp. Fx vil PPC Interurban gerne styre Bernth rundt med 25 km/t i en rundkørsel nær Vordingborg.

»Men så vælter tingene altså rundt omme på ladet. Jeg har også 8-900 flasker vin deromme, og så tager man det lige lidt roligt,« forklarer Bernth.

PPC Interurban ved meget, men faktorer som fartbump, nye lyskryds, indsnævringer på vejen og – måske vigtigst af alt – hvad gods bilen har i lasten (og hvordan det er stablet), kender systemet naturligt nok ikke.

»Der var lige et par gange, hvor jeg var helt oppe og hænge i forruden rundt i et sving, men jeg stoler på den efterhånden, som jeg har lært det at kende. Og så er det meget behageligt at køre med.«

Hurtig tilvænning

Den mest synlige ændring er naturligvis de manglende sidespejle.

»Man skulle lige vænne sig til det i starten. De sidder jo anderledes nu, og der er ikke nogen døde vinkler på samme måde. Man kan godt tage sig selv i at kigge ud af vinduet engang imellem, men man vænner sig nu hurtigt til det,« siger Bernth Hemmingsen.

»Vi fik en udmærket instruktion ved levering af bilen, og jeg synes, det er gået upåklageligt indtil videre. Men billedet i spejlet er ikke så tydeligt som i et spejl. Det er mere grynet, så det kan være sværere at bedømme bagenden – især når solen står på det, så er det utydeligt at se,« mener Bernth.

»Samlet set er det dog stadig et stort skridt fremad, også fordi udsynet er blevet meget bedre uden spejlhusene.«

Bernth farer ud og ind af førerhuset under diverse stop ved skiftevis butikker, private kunder og en enkelt byggeplads. Chaufføren kørte førhen i en Volvo FM, som havde et trin mindre i indstigningen end Actros’en, som har fire trin op til førersædet.

»Det har ikke rigtig betydning. Det er ikke noget, jeg lægger mærke til, fordi jeg føler, at der er mindre afstand mellem trinene, og de går indad, hvor jeg før gik lodret op. Man skal bare lige vænne sig til at starte med det rigtige ben, når man kravler op, ellers kommer man akavet ind i bilen,« fortæller Bernth.

Meget overskueligt

Visuelt har førerpladsen også fået et løft med Mercedes’ nye Multimedia Cockpit, hvor chaufføren har adgang til alle informationer og systemer via to skærme foran og til højre for ham/hende.

»Jeg er glad for det, for det er nemt og overskueligt. Du har det hele samlet, så det har egentlig været let at sætte sig ind i og vænne sig til,« vurderer fragtchaufføren.

Bernth Hemmingsen har kørt fragt siden 2002 og fulgte med, da Palles Fragt for 9-10 år siden overtog hans tidligere arbejdsgiver. Han har også kørt Mercedes tidligere, men det ligger efterhånden et kvart århundrede tilbage.

»Så der er sket lidt,« konstaterer Bernth, som er imponeret over sikkerhedsfunktionerne i den nyeste generation.

»Den er utrolig følsom med ting foran bilen. Den bremsede forleden for en flok fugle, så der er ikke meget, der undgår opmærksomheden.«

Spændt på erfaringerne

Tilbage i Næstved følger vognmand Michael Palle interesseret chaufførernes erfaringer med de nye biler – og vil ikke afvise, at flere Mercedes fremover kommer til at fylde mere i vognparken.

»Jeg er lidt spændt på, hvordan det fungerer i længden. Fx hvordan kamera-systemet reagerer, når det bliver vinter. Men indtil videre har chaufførerne virket glade for det,« siger Michael Palle, der forventer at have den nye generation kørende i firmaet en del år.

»Vi har tit kørt i vores biler i 10 år, fordi de kører jo ikke så mange kilometer. Vi har ikke haft servicekontrakter før, men det har vi nu. Den gælder i seks år på de nye biler – og så må vi se,« lyder det fra vognmanden.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204