23948sdkhjf

Mercedes vil have chauffører i topform

Chauffører har med 24,1 sygedag om året en kedelig førsteplads. Det viser i hvert fald en tysk undersøgelse med fokus på forskellige erhvervsgruppers problemer med rygsmerter og deraf følgende fravær fra arbejdspladsen.

Ifølge undersøgelsen er det også i høj grad unge chauffører, der rammes af ryglidelser, som ofte kan sætte sig kronisk og resultere i sygemeldinger på tre måneder eller længere ad gangen.

En af nøglerne til at komme problemet til livs er motion og en sundere livsstil. Det er lettere sagt end gjort for en chauffør, der tilbringer ofte meget lange arbejdsdage og -uger i et førerhus.

Mercedes-Benz Trucks lancerer nu en ny fitnesspakke som et meget konkret stykke ekstraudstyr for lastbilchauffører, der vil gøre en særlig indsats for at holde kroppen ved lige i løbet af dagligdagen på landevejen.

Pakken hedder ”TopFit” og er faktisk anden generation af udstyrspakken, som Mercedes-Benz første gang lancerede for en håndfuld år siden. Motionspakken blev dog i første omgang en begrænset succes, men nu kommer den i en forbedret og mere handy udgave.

33 øvelser i posen

I den nye TopFit-pakke kan alt udstyr være i en lille pose, som let kan gemmes af vejen og tages frem, når der er tid til at tage en tørn med træningen. Det gøres med to forskellige stropper, som let kan monteres i førerhusets loft, og chaufføren kan siddende på kanten af køjen – eller stående midt i kabinen – udføre en lang række forskellige øvelser til at styrke muskulaturen, bl.a. i arme og ryg.

I sættet er også en to slags massagebolde, som man i pauser – siddende i førersædet – let kan bruge til at løsne op i rygsøjlen, foden, underarmen etc.

Motionspakken er ledsaget af vejledning i 33 forskellige øvelser – heraf 10 af dem til afspænding af ømme og spændte muskler. Man kan med fordel supplere med at gå en tur, og der er selvfølgelig også mulighed for at foretage mere pladskrævende øvelser uden for lastbilen. Mercedes-Benz’ egne undersøgelser viser dog, at det generelt er vigtigt for chauffører, at man kan foretage øvelserne inde i førerhuset, og at udstyret er så let og praktisk som muligt at opbevare.

Lastbil Magasinet fik både udstyret og en række af øvelserne demonstreret for nylig under lancering og testkørsel af den nye Mercedes-Benz Actros i Spanien. Og vi kan i hvert fald bekræfte, at det er både nemt og enkelt at komme i gang.

Som et af fire nøgleord i lanceringen af den New Actros, som gik i produktion i juni, har Mercedes-Benz målsætningen om bekæmpe chaufførmangel ved at ”skabe en bedre arbejdsplads”. Det er også derfor, at den nye TopFit-pakke lanceres i årets tredje kvartal – kort tid efter, at de første nye Actros ruller ud på de europæiske veje.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.22