Mercedes

8. august 2019 - 01:44

App linkNu på Google Play

Ny Actros fremstår som et teknologisk mesterstykke

8. august 2019 - 01:44

Rasmus Haargaard

Efter lang ventetid kom den nye Actros endelig ud på vejene, og første store prøvetur tegner godt for Mercedes-Benz’ nye flagskib, der både lastbilmæssigt og teknologisk er en helt ny generation

 

Alt godt kommer til den, der venter. Siger man. Og vi har i sandhed ventet på Mercedes-Benz New Actros.

 

Den officielle lancering fandt sted helt tilbage i september 2018, hvor den opsigtsvækkende nye generation af Mercedes-flagskibet fandt sted i Berlin under stor mediedækning – herunder også af Lastbil Magasinet.

 

For nylig blev det så endelig tid til for alvor at sætte os bag rattet i den nye Actros, da den internationale fagpresse blev sluppet løs over 170 km testkørsel på en blandet testrute til og fra feriebyen Sitges syd for Barcelona. Det foregik for Lastbil Magasinets vedkommende i to forskellige modeller – først en 1846 Streamspace og siden en 1853 GigaSpace.

Med så lang ventetid kan forventningerne nå at vokse sig store, og lad det da bare være sagt med det samme, at vi ikke blev skuffede. Den femte generation af Mercedes-Benz Actros er et banebrydende fremskridt i sikkerhed og kørekomfort.

 

Ruten gik gennem blandet spansk terræn ad lige dele motorvej, landevej og bjergveje. Ved lanceringen tilbage i september 2018 kørte vi ”New Actros” på en testbane nær Berlin, men nu fik vi for første mulighed for at prøve Actros og dens nye funktioner på offentlig vej. Og resultatet var overbevisende.

Forbedret udsyn

New Actros stjal i første omgang overskrifterne pga. den mest synlige ændring – nemlig de manglende sidespejle, som nu er erstattet med MirrorCam-systemet, hvor chaufføren i stedet orienterer sig bagud via en skærm monteret på indersiden af hver A-stolpe i førerhuset.

 

MirrorCam-systemet er da absolut også et enormt nyskabende fremskridt for både udsyn, sikkerhed og kørekomfort. Det får man i særlig grad syn for, når man kører i almindelig blandet trafik, hvor alle fordelene ved MirrorCam for alvor foldes ud. Udsynet er væsentligt forbedret uden spejlhusene, ligesom bl.a. overhalinger og bakke-manøvrer bliver nemmere, til gavn for både sikkerhed og trafikflow.

 

MirrorCam erstatter det store sidespejl og vidvinkelspejlet. I stedet er der monteret en ”kameraarm” højt på hver side af førerhuset, hvor to kameraer i hver side sender signal til to skærme, som er monteret på indersiden af A-stolperne i førerhuset. Det giver et mærkbart bedre udsyn til hver side, som man især bemærker, når man ruller frem til et T-kryds og skal orientere sig til begge sider. Her er det slut med at ”rokke” frem og tilbage i førersædet for at være sikker på, at der ikke gemmer sig køretøjer bag spejlhusene, og det gør i det hele taget orienteringen nemmere og mere afslappende.

Interaktive hjælpestreger

De 15 tommer store skærme på A-stolpen sidder desuden tættere på synsfeltet, og MirrorCam har indbygget intelligente hjælpemidler såsom de streger i displayet, der dels markerer bagenden af lastbilen – til hjælp ved bakkemanøvrer – ligesom tre streger under hinanden hjælper chaufføren til at vurdere afstanden til bagfrakommende køretøjer, hvilket fx er praktisk ved overhalinger.

 

Når man kører på motorvej og ofte overhaler andre lastbiler, hvilket især skete en del under ruten i det bakkede spanske terræn, hjælper MirrorCam også med at guide chaufføren tilbage på plads i indersporet. En orange advarsel lyser i det højre sidespejl, indtil der er fri bane til at trække ind til højre igen. Skulle man alligevel aktivere blinklyset for at dreje mod højre, advares chaufføren med en høj lyd og en rød trekant i sidespejlet, hvis der er køretøjer på bilens højre side. En glimrende funktion ved overhalinger, sammenfletninger mv.

Teknologien i og udviklingen af MirrorCam er i det hele taget en historie for sig selv, som vi vender tilbage til i en mere uddybende artikel i Lastbil Magasinet nr. 8 og her på siden inden længe.

Active Drive Assist

Mercedes-Benz New Actros lanceres som verdens første serieproducerede lastbil, som er selvkørende på Niveau 2 (ud af 5). Det vil sige, at lastbilen i korte perioder kan køre uden indblanding fra chaufføren, der dog hele tiden skal sidde klar til at overtage styringen.

 

Systemet bag den selvkørende funktion hedder Active Drive Assist (ADA). Systemet er en videreudvikling af den dynamiske fartpilot ACC og sporassistenten, som nu suppleres af en elektrisk styreenhed, som gør lastbilen i stand til at holde sig på sporet og hjælpe chaufføren med styringen igennem fx trange passager med smalle vejbaner.

 

Nøglen i ADA er en ny ”servotwin”-styring, som er et elektrohydraulisk styresystem, som i kombination med de andre assistentsystemer både kan styre, bremse og accelerere lastbilen selv samt hjælpe chaufføren ”i det skjulte”.

Når funktionen er slået til, kan chaufføren slippe rattet – men dog i første omgang kun i 15 sekunder, hvorefter en advarsel på displayet beder chaufføren om igen at overtage styringen. Efter 30 sekunder får chaufføren også en akustisk advarsel, og efter 60 sekunder uden hænder på rattet slår systemet helt fra. ADA er altså stadig ”kun” et assistentsystem, om end et tydeligt skridt på vejen mod udviklingen af helt selvkørende lastbiler.

 

Vi prøvede Active Drive Assist under flere strækninger på test-ruten, og det fungerede som sådan upåklageligt. Det kræver en smule tilvænning, da ADA-systemet virker med små, konstante og mærkbare justeringer i rattet, også når chaufføren selv har to hænder på rattet. Der vil nok være de chauffører, som foretrækker selv at have den fulde styring, men med lidt tilvænning til selve følelsen og til, hvornår det er meningsfuldt at have ADA aktiveret, vil det utvivlsomt kunne fungere som et godt fremskridt i kørekomforten.

Imponerende fartpilot

Med den nye generation Actros har Mercedes-Benz også videreudviklet den intelligente fartpilot, Predictive Powertrain Control (PPC), som via gps-data forudser vejen forløb og tilpasser farten derefter. Datamængden er blevet mere detaljeret, og fart-tilpasningen yderligere finjusteret, til gavn for brændstofforbruget.

 

Mest imponerende ved den forbedrede PPC er den helt nye funktion PPC Interurban, hvor lastbilen selv vurderer kommende sving og kurver og tilpasser farten derefter – hvilket under den bjergrige del af ruten med mange hårnålesving imponerede stort i testkørslen i Spanien. Med PPC Interurban aktiveret kan lastbilen også selv styre farten igennem fx rundkørsler, så chaufføren kun skal dreje på rattet – og selvfølgelig være opmærksom på trafikken.

 

Under vores tur fungerede PPC Interurban helt eminent, særligt i det bakkede og bjergrige terræn uden for motorvej og større hovedveje. PPC Interurban kan indstilles i fem trin, afhængig af om man vil tage den meget med ro i svingene, eller man vil have farten helt op til det maksimalt forsvarlige.

At køre med PPC Interurban kræver kun en mindre overvindelse første gang, man nærmer sig en skarp kurve, hvor foden instinktivt søger mod bremsen. »Just trust the truck,« (bare stol på lastbilen) lød det fra vores Mercedes-instruktør i passagersædet, og det gjorde vi så – og derefter var PPC Interurban en særdeles behagelig assistent på turen – særligt når man som chauffør kører i et ukendt, snoet og kuperet terræn.

 

Nyt cockpit-look

 

Visuelle ændringer er der til gengæld ikke mange af på New Actros (altså bortset fra de manglende sidespejle) – hverken indvendigt eller udvendigt. Det bunder givetvis også i, at EU stadig arbejder på nye regler for fremtidens regler for lastbilers dimensioner, så større ændringer af førerhuset kan vi nok først forvente i sjette generation Actros om 5-7 år.

I stedet har fokus været på teknologien ”under overfladen”, men en enkelt større ændring er der dog for chaufføren i førersædet. Mercedes-Benz introducerer nemlig det nye Multimedia Cockpit, som består af to interaktive skærme. Den ene på 12 tommer erstatter det traditionelle instrumentbræt, mens det andet display på 10 tommer er placeret lige til højre for chaufføren.

 

Den nye måde at vise informationerne fungerer ganske udmærket – og under kørsel opdager man mange små, men smarte nye hjælpefunktioner, som enten fungerer automatisk eller kan styres på tre forskellige måder fra enten knapper på rattet, knapper under skærmen eller ved at trykke på selve skærmen.

 

Produktionen af New Actros gik i gang i juni, og de første danske modeller er allerede rullet ud på vejene herhjemme. Så hold øje med den nye spejlløse Actros, som efter vores foreløbige indtryk fremstår som et teknologisk mesterstykke fra Daimler-koncernen.

Læst i alt:

2712 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til forsiden

Giv os din kommentar på ovenstående artikel:

Denne artikel er låst. Ønsker du adgang til låste artikler klik her for at købe et abonnement

 

 

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1. sal
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Afstemning

{%binding poll.title%}

{%Binding option.title%} - {%if option.number_of_votes%}{%binding (option.number_of_votes * 100.0 / totalVotes).ToInt%}%{%else%}0%{%endif%}

{%binding totalVotes%} stemmer i alt

Tidligere afstemninger