23948sdkhjf

Opbyggere opnår certificering af Mercedes

Køb af ny lastbil er for de fleste vognmænd en stor investering, som er forbundet med grundige overvejelser om både pris, leveringstid og ikke mindst opbygning af bilen. Og netop opbygning kan have stor økonomisk betydning på lang sigt, da gennemtænkte og velafprøvede løsninger kan spare vognmanden for mange timer på værkstedet – især når bilen ikke længere er ny.

Derfor tilbyder Mercedes-Benz nu danske lastbilskunder at få bygget deres nye lastbil op af en af de i alt tre certificerede danske opbyggere: HMF, Brdr. Plagborg og Sawo.

Værdifuldt samarbejde

En certificeret lastbil er bygget op efter godkendte standarder udviklet af Mercedes-Benz i tæt samarbejde med den enkelte opbygger. Intelligente, gennemtestede løsninger betyder, at opbygningen matcher den høje kvalitet, som chassiset leveres med fra fabrikken, uanset om det drejer sig om tømmerhandelbiler med kran, wirehejsebiler til tunge læs eller distributionsbiler. Og da opbygningen altid udføres efter helt klare standarder, kan bilerne bygges op langt hurtigere end tidligere, ligesom det løbende vedligehold af bilen lettes betragteligt, da værkstedet altid ved præcis, hvordan opbygningen er udført, og derfor hvordan den bedst serviceres.

»Vi ved altid på forhånd, hvordan opbygningen skal udføres, da alle processer og al dokumentation allerede er på plads. Det betyder, at vi arbejder hurtigere, hvilket har resulteret i, at en gennemsnitlig opbygning nu tager omkring to uger mod seks til otte uger tidligere. Det er vi meget tilfredse med,” siger applikationsmanager hos HMF,« Bjarne Bak Sørensen.

Også hos Brdr. Plagborg glæder man sig over det tætte samarbejde med Mercedes-Benz:

»Den tætte dialog med Mercedes-Benz betyder bl.a., at vi har indflydelse på, hvordan chassiset ser ud, når vi modtager det fra fabrikken. Det har gjort det muligt at udføre opbygningen af bilen langt mindre kompliceret end tidligere. Derfor er bilen langt lettere at vedligeholde, og det betyder i sidste ende kortere tid på værkstedet,« siger direktør hos Brdr. Plagborg, Karl Erik Plagborg.

Hos Sawo er man især glad for at kunne levere lastbiler i endnu højere kvalitet:

»Med certificeringen er det blevet muligt for os at bygge bilerne op med endnu mere solide og intelligente løsninger end tidligere. Og da vi er i løbende dialog med Mercedes-Benz, evalueres standarderne for opbygningerne hele tiden. Det er positivt for både vores og kundens forretning,« siger teknisk chef hos Sawo, Morten Allerød.

Færdigopbyggede lastbiler til hurtig levering

Tidligere på måneden lancerede Mercedes-Benz sit nye koncept StarTklar, som tilbyder færdigopbyggede lastbiler. Konceptet består foreløbig af et udvalg af fem af de mest populære opbygninger, som er klar til hurtig levering, da bilerne allerede står på lager eller er under opbygning.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.174