23948sdkhjf

Test af selvkørende lastbiler går nu i gang på offentlig vej

Daimler Trucks er nu klar til at sende lastbiler med selvkørende teknologi på Niveau 4 ud på offentlig vej. Forsøgsstrækningerne er på motorveje i den amerikanske stat Virginia.

Selvkørende lastbiler på Niveau 4 skal teknologisk være i stand til at køre alene uden chauffør, men i forbindelse med forsøget vil alle testkørsler blive udført med både en ingeniør og en specielt uddannet testchauffør til stede i førerhuset under kørslen.

Udrulningen på offentlig vej finder sted efter nogle intense måneder med test og sikkerhedsklargøring på en lukket bane.

At det første forsøg med Niveau 4 automatiserede lastbiler finder sted i Virginia, er ikke tilfældigt. Staten er nemlig hjemsted for Torc Robotics, som tidligere i år blev indlemmet i Daimler-familien, og som igennem 15 år har forsket og udviklet i teknologi til automatiserede køretøjer.

»Torc Robotics er ledende inden for selvkørende teknologi. Daimler Trucks er markedsleder inden for lastbiler, og vi forstår denne branches behov. At sende Niveau 4 lastbiler ud på offentlig vej er et stort skridt frem mod vores mål om at levere pålidelige og sikre lastbiler til fordel for vores kunder, vores økonomi og samfund,« siger Martin Daum, topchef i Daimler Trucks & Buses.

Forsøgsbilen, som sendes ud i test på Virginias veje, er en specielt udviklet udgave af Freightliner Cascadia, som er den mest solgte lastbil på det amerikanske marked.

Daimler Trucks har tidligere sendt selvkørende lastbiler ud på offentlig vej som forsøg både i Tyskland og den amerikanske delstat Nevada, tilbage i 2014 og 2015. Dengang var der tale om lastbiler, som teknologisk levede op til Niveau 3 på den selvkørende skala.

Den nye Mercedes-Benz Actros, som netop er gået i produktion, er udstyret med avancerede chauffør-assistentsystemer, som lever op til kravene for selvkørende Niveau 2. Samme teknologi er i den nye Freightliner Cascadia, som bliver udrullet på det amerikanske marked i dette efterår.

MAN gennemførte i 2018 et forsøg på den tyske motorvej med en selvkørende lastbil på Niveau 4. Lastbilen kørte som sikkerhedskøretøj i en nogle måneder på motorvej A7 nær Frankfurt - men dog kun i lav fart i nødsporet.

Artiklen er en del af temaet Nye lastbiler.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189