23948sdkhjf

Ministeren om hjullås på hele vogntoget: »Vi er i dialog« …

Man skal ikke love mere, end man kan holde. Og det gør transportminister Benny Engelbrecht (S) da bestemt heller ikke, når det drejer sig om at indføre muligheden for at sætte hjullås på både trækker og trailer i forbindelse med ulovligheder på de danske veje.

Onsdag fortalte vi her på lastbilmagasinet.dk, at transportministeriet i det seneste års tid intet har foretaget sig i sagen om at undersøge mulighederne for en klampning af hele vogntoget herhjemme – ligesom man kender det i Norge og Sverige, og det på trods af lovning om det modsatte i august 2019.

Fra Transport- og Boligministeriet lød det tirsdag i denne uge helt kortfattet i en mail til Lastbil Magasinet, at ”Transport- og Boligministeriet kan oplyse, at vi har fået svar fra Norge og Sverige om, at der i deres lovgivning er mulighed for at klampe hele vogntoget. Vi er derfor i gang med at undersøge ordningerne i Norge og Sverige nærmere, og hvorvidt de kan bruges i en dansk kontekst”.

Men transportministeren vidste jo allerede i august sidste år, at der er mulighed for at klampe hele vogntoget i Norge og Sverige, så spørgsmålet er nu, hvorfor der så ikke er sket noget siden august 2019, når vi blot får det samme svar, som vi fik fra ministeren for snart 14 måneder siden?

»Det er korrekt, at vi har modtaget en nærmere beskrivelse af baggrunden for de norske og svenske regler om klampning af vogntoget, men der gik noget tid, inden vi modtog de oplysninger fra Norge og Sverige,« lyder det fra Benny Engelbrecht i en mail til Lastbil Magasinet.

Benny Engelbrecht tilføjer, at Transportministeriet er ”i dialog” med Justitsministeriet i forhold til at ”afklare visse retsikkerheds- og bevismæssige betænkeligheder ved ordningen”.

»Derfor er det endnu for tidligt at sige, hvorvidt vi indfører klampning af hele vogntog i Danmark eller ej, men der er ingen tvivl om, at jeg støtter formålet med klampning; netop fordi det er endnu en måde, vi kan styrke indsatsen mod overtrædelser af vejtransportområdet,« siger Benny Engelbrecht.

Men hvad der så nærmere bestemt ligger i ”at støtte formålet med klampning”, melder svaret fra transportministeren intet om.

Lastbil Magasinet har også spurgt transportministeren, hvornår ministeriet da er gået i gang med at undersøge ordningerne om klampning af både trækker og trailer i Norge og Sverige? Og hvornår der så vil være svar på, om de kan bruges i en dansk kontekst?

Disse spørgsmål har Benny Engelbrecht ikke svaret på.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076