Ministeren vil pudse inkassofirma på ubetalte p-bøder
Ubetalte parkeringsafgifter til udenlandske lastbiler har været en kæp i hjulet på reglen om 25 timers parkering på statslige rastepladser, siden den blev indført i sommeren 2018.
Lastbil Magasinet har siden foråret 2019 omtalt problematikken grundigt – og nu har transportministeren også fået nok.
Færdselsstyrelsen skal derfor nu udbyde opgaven med at opkræve ubetalte parkeringsafgifter fra udenlandske køretøjer. Fremover skal et privat inkassofirma varetage opgaven og dermed sikre en højere betalingsandel, oplyser ministeriet.
»Det er uacceptabelt, at det i øjeblikket kun er cirka 17 procent af de udenlandske køretøjer, som betaler deres parkeringsafgifter. Færdselsstyrelsen har gjort, hvad den kunne, men vi er nødt til at tage andre metoder i brug for at vende udviklingen,« mener transportminister Benny Engelbrecht.
Siden 1. januar 2019 har Færdselsstyrelsen haft ansvaret for at udføre parkeringskontrollen på statens motorvejsrastepladser. Til opgaven hører også at opkræve de mange parkeringsafgifter, som ikke bliver betalt, men det har været en udfordring for styrelsen, når der er tale om udenlandske køretøjer.
Derfor bliver opgaven nu udbudt til et privat inkassofirma.
»Der skal være en konsekvens for alle, der overtræder loven. Det gælder også, når man parkerer ulovligt og for eksempel overskrider reglen om tidsbegrænset parkering på 25 timer – og det gælder også, når der er tale om udenlandske køretøjer. Jeg har derfor store forventninger til den nye ordning, som skal sikre, at vores retsfølelse bliver opretholdt,« siger transportminister Benny Engelbrecht.
I 2019 blev der udstedt cirka 5.000 parkeringsafgifter til udenlandske køretøjer, hvoraf de cirka 4.000 vedrører lastbiler. Den hyppigste overtrædelse er parkering uden for eller på tværs af parkeringsbås.
Færdselsstyrelsen forventer, at et privat inkassofirma vil kunne varetage opgaven til efteråret 2020.