23948sdkhjf

- At vi lader bilerne stå, er stadig i spil

- Det går hverken ringere eller bedre. Vi skal til at gøre noget.

Det siger Torben Grønhøj Jensen, der er talsmand for dyretransportchaufførerne, som i efteråret 2020 varslede, at de ville lade lastbilerne stå, hvis ikke de fik fødevareministeren i tale med henblik på at få bøder rettet mod chauffører i sager om dyrenes transportegnethed taget af bordet.

I den 11. time fik chaufførerne hul igennem til det politiske system, og 30. oktober havde dyretransportchaufførerne og branchens organisationer et møde med repræsentanter fra Justitsministeriet og Fødevareministeriet, efter chaufførerne i længere tid havde truet med at nedlægge arbejdet.

Siden mødet 30. oktober lød meldingen fra chaufførerne, at der var brug for et nyt møde med det politiske system, men endnu har chaufførerne ikke hørt noget fra embedsværket.

- Situationen er ikke blevet forbedret for os chauffører siden efteråret. Vi troede på, at nu blev det godt. Men sagerne er begyndt at komme igen. Vi får stadig bøder, når en gris har brok, halebid, er halt og så videre - selvom vi kigger alt det, vi kan. Nu må vi samles i styregruppen igen og lægge en plan B. Jeg tør ikke gisne om den, da det jo ikke kun er mig, der bestemmer, men jeg kan forestille mig, at vi havner der, at vi vælger at lade bilerne stå, siger Torben Grønhøj Jensen.

Torben Grønhøj Jensen fortæller, at styregruppen består af otte chauffører fra syv firmaer med tilknytning til branchen, og at det er hans forventning, at styregruppen taler sammen en af de nærmeste dage for at diskutere næste træk.

- Vi går sammen, aftaler en strategi, og så tager vi fat i Jacob (advokat Jacob Forman, red.). Vi har hele tiden sagt, at vi gør tingene rigtigt og lovligt, og derfor rådfører vi os med Jacob, for han kender loven. Om tre uger til en lille måned, så er vi på banen igen med noget nyt – måske før, siger Torben Grønhøj Jensen.

Talsmanden for dyretransportchaufførerne påpeger, at chaufførernes protester i efteråret er faldet sammen med kæmpesager som minksagen, metoo-bølgen og hele coronapandemien.

- Og det er nogle sager, der faldt, lige som vi skulle bruge medierne, siger Torben Grønhøj Jensen.

Men det er altså stadig en mulighed, at I vil lade lastbilerne stå og ikke kører dyr?

- Ja, muligheden for, at vi lader bilerne stå, er stadig i spil, siger Torben Grønhøj Jensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063