23948sdkhjf

Nagel Group stopper alt samarbejde med Kurt Beier

Når man kigger ind bag hegnet ved Kurt Beiers område i Padborg, er der både trailere fra N&K Spedition, Nagel og Blue Water.

Det er store speditører, der her er tale om, og hvordan forholder de sig, når en af de vognmænd de flittigt benytter, tilsyneladende lader sine chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka leve under kritisable forhold og arbejde for en løn, der ligger milevidt fra et niveau, vi i Danmark anser som acceptabelt.

Hos Nagel Group har de valgt den ultimative konsekvens og med øjeblikkelig virkning stoppet alt samarbejde med Kurt Beier.

»Vi opfatter vores ansatte og vores samarbejdspartnere som en del af Nagel-familien. Dette forhold er baseret på tillid og ærlighed. Vores retningslinjer og ansættelseskontrakter er udarbejdet ud fra vores bedste viden og tro og i overensstemmelse med gældende lovgivning. Det er vores mission at give give vores medarbejdere sikre jobs og en fair løn. Derfor har vi nøje fulgt mediedækningen af denne sag og har overvejet det grundigt. Vi er kommet til den konklusion, at den tilgang til tingene (hos Kurt Beier red.) ikke opfylder vores standarder og vi har derfor stoppet vores samarbejde med Kurt Beier med øjeblikkelig virkning,« siger Nils Ortmann, PR-chef hos Nagel-Group.

Lidt mindre konsekvent griber de det an hos speditionsgiganten Blue Water.

»Vi tager selvfølgelig afstand fra det, vi er blevet præsenteret for. Det ser ikke kønt ud, og det vil få konsekvenser for vores samarbejde. Vi har et mindre engagement på fire-fem biler hos Kurt Beier, og lige nu er vi i dialog med vores kontaktperson hos Kurt Beier. Hvilke konsekvenser det her får, vil vi beslutte på et sobert grundlag, derfor har vi valgt at gøre det sådan,« siger Jan Hjortlund Hansen, Head of Communications hos Blue Water.

Hos kølespeditøren N&K Spedition, der også bruger Kurt Beier er tonen den samme.

Her er forskellen blot, at dialogen i telefonen er udvidet til også at finde sted i Padborg. På pladsen hvor chaufførerne har levet under, hvad blandt andre politiet har kaldt for ”usle forhold, vil i denne uge få besøg af N&K’s administrerende direktør, Martin Gade Gregersen. Hvad han specifikt vil kigge efter er uvist, eftersom beboelsesskure og andet er ryddet af politiet, og området er ransaget.

»Vi har kontaktet Karsten Beier (direktør i Kurt Beier red.) fordi vi vil ned og se forholdene i Padborg. Men der er ingen tvivl om, at det vi har set i medierne ikke er okay. De forhold vi her har set, tager vi naturligvis skarpt afstand fra. Det får konsekvenser for vores samarbejde, hvis forholdene viser sig at være, som det vi har set på fotos, men vi vil danne os et indtryk selv, før vi tager videre skridt. « siger Martin Gade Gregersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063