23948sdkhjf

Talentpar hædret

Under ITD’s generalforsamling i forrige weekend i Vejle uddelte FDE Fonden sin ”Talentpris 2017”. Valget faldt på to unge medarbejdere fra LS Intertank i Fredericia

Modtager af FDE Fondens ”Talentpris 2017” blev det unge slovakiske par Katarina Valientova og Martin Sajdak fra den internationale transportvirksomhed LS Intertank i Fredericia.

I sin motivation oplyste FDE Fondens formand, Jens Iwer Petersen, at det unge par var flyttet til Danmark i 2014 med en fælles ambition om en karriere i den danske transportbranche.

Bagagen var for Martin Sajdaks vedkommende erfaring med spedition fra familiens virksomhed i Slovakiet og en universitetsuddannelse i transport. Han tog fra starten udfordringen op som Europa disponent hos LS Intertank om dagen og sprogskole om aftenen. Katarina Valientova startede straks med sprogskole i dagtimerne suppleret med administrativt arbejde i virksomheden.

Sprogundervisningen er afsluttet med topkarakterer. Baseret på et tidligere 8 måneders ophold i New Zealand taler de begge flydende engelsk.

Hos LS Intertank udmærker de sig begge ved at være yderst engagerede, dygtige og positive medarbejdere, der med åbent sind kaster sig over nye opgaver. Han som europadisponent og hun med et stort administrativt ansvar.

De har bosat sig med hus i Danmark med en målsætning om lære naboer, nye mennesker og den danske kultur at kende.

De vil den danske transportbranche, og de brænder for med flid og engagement at tilegne sig ny viden og påtage sig nye opgaver i virksomheden, fremhævede Jens Iwer Petersen.

Talentprisen blev overrakt af tidligere transportminister Hans Chr. Schmidt sammen med FDE Fondens formand Jens Iwer Petersen.

Fakta: ”FDE Fondens talentpris” blev i år uddelt for 7. gang. Prisen gives til

- En medarbejder, der i sit daglige virke har udvist stort engagement og potentiale og som har gjort en forskel for virksomheden, eller

- En transportvirksomhed, som har et særligt fokus på fastholdelse og udvikling af talenter fx i form af et talentudviklingsprogram

Med ”FDE Fondens Talentpris 2017” følger en pengegave på samlet 50.000 kr. Beløbet kan bruges til dygtiggørelse f.eks. i form af et fagligt udviklende ophold i en anden virksomhed eller på en uddannelsesinstitution - begge dele gerne i udlandet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125