23948sdkhjf

Nu bliver der klare regler for særtransporter

Første november træder en ny bekendtgørelse for særtransporter i kraft. Efter halvandet års usikkerhed er der nu skabt klarhed om, hvilke regler der gælder. ATL og DI Transport mener, at bekendtgørelsen løser de udfordringer, som branchen pludselig stod med, da politiet ændrede fortolkningen af reglerne for særtransporter.

Politiets nye fortolkning betød, at store stålplader for eksempel ikke måtte ligge ned. De skulle stå på skrå for at begrænse særtransportens bredde. Konsekvensen ville blive, at stålpladerne ikke kunne stables oven på hinanden, og derfor ville man kun kunne køre med én stålplade i stedet for to eller tre. Det ville i sagens natur føre til langt flere særtransporter på vejene og stigende udgifter for virksomhederne.

»Nu er vi tilbage ved den gamle forståelse af reglerne. Gods, der ikke kan deles, må gerne transporteres vandret, hvis bare særtransporten ikke bliver bredere end 3,30 meter,« siger Rune Noack, der er seniorchefkonsulent i DI Transport og en del af Transportrådgivningen under ATL.

En anden udfordring opstod, da en domstol konkluderede, at man ikke måtte transportere store armeringsnet på særtransporter. De skulle klippes i stykker og svejses sammen igen på byggepladsen.

»Det ville føre til et stort ekstraarbejde og naturligvis gøre byggeriet væsentligt dyrere. Derfor er det godt, at det nu bliver slået fast, at armeringsnet må transporteres som særtransport, så længe transporten holder sig under 3,30 meter i bredden,« siger Rune Noack.

De seneste halvandet år har særtransporterne haft dispensation til at køre efter den gamle fortolkning af reglerne. Men arbejdet med den nye bekendtgørelse er trukket ud, og det har skabt usikkerhed i branchen.

»Det er godt, at der nu endelig er skabt juridisk klarhed. Nu kan særtransporterne køre på en effektiv måde med færrest mulige køretøjer. Det er også til glæde for alle andre, der færdes på vejene,« siger Rune Noack

Nu hvor bekendtgørelsen er på plads, håber DI Transport og ATL, at man kan komme videre med at lette det administrative arbejde i forbindelse med særtransporter. Der er blandt andet behov for, at det bliver lettere for vognmændene at søge om tilladelse til en særtransport.

Ændringerne til bekendtgørelsen kan læses her.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078