23948sdkhjf

- Udenlandske chauffører skal vide at de skal have dansk løn

Tirsdag vedtog et bredt flertal i Folketinget L 185. Med loven, der træder i kraft 1. januar 2021, skal danske vognmænd følge lønniveauet i de mest repræsentative overenskomster for at kunne få og opretholde en godskørselstilladelse.

Udenlandske vognmænd, der udstationerer chauffører til at køre cabotagekørsel eller kombineret transport i Danmark, skal aflønne deres chauffører med en fastsat timesats, der er beregnet på baggrund af overenskomstniveauet i de retningsgivende overenskomster på transportområdet.

Transportordfører Henning Hyllested (EL) kalder loven ”det største skridt i bekæmpelsen af social dumping inden for vejgodstransport indtil i dag”. Derfor fastslår han oven på lovvedtagelsen tirsdag, at det også er vigtigt, at de danske myndigheder får udbredt budskabet til de østeuropæiske chauffører, at de fremover har krav på dansk løn.

Flere vil forsøge at lave krumspring

»Jeg foreslog det under forhandlingerne, at man som noget af det første på østeuropæiske sprog får gjort opmærksom på, at nu skal chaufførerne altså have denne løn. At der bliver delt pjecer ud om, at det her er vedtaget, og nu skal du altså have dansk løn, når du kører i Danmark,« siger Henning Hyllested.

»Det kan for eksempel ske på Toldpladsen og på rastepladser. Og jeg foreslår, at det er Færdselsstyrelsen og Rigspolitiet, som deler dem ud og skriver under på de pjecer, så det ikke ”bare” er en fagforening. Og så skal de udenlandske chauffører spille med. Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, når man ser på, hvilken kynisk behandling de bliver udsat for af vognmænd og speditører. Men jeg tror på, at der er udenlandske chauffører, der også vil stå op for deres rettigheder. Og jeg ved fra 3F, at de på bygge- og anlægssiden har de haft stor succes med at dele pjecer ud på polsk og andre sprog,« siger Henning Hyllested.

Mere kontrol

Efter tirsdagens lovvedtagelse har flere danske chauffører udtrykt en skepsis over, om en lønkontrol kan følges til dørs, og om kreative sjæle i transportbranchen ikke alligevel vil forsøge at ”få pengene til at passe” ved at modregne chaufførerne, når de kører uden for Danmarks grænser eller ligefrem ved at kræve ”husleje” af chaufførerne, nu hvor de skal have en højere løn?

Hvad siger du til den skepsis?

»Det ved jeg sgu ikke. Den med ”husleje” for at bo i lastbilen havde jeg alligevel aldrig hørt før,« lyder det fra Henning Hyllested med et grin.

»Der er afsat penge på finansloven til kontrol, men det beløb er formentlig ikke stort nok. Der skal mere til. Der er vigtigt med øget kontrol. Og det er ingen hemmelighed, at vi ikke har været tilfreds med kontroltrykket på tungvognsområdet indtil nu. Det har været for svagt. Der skal afsættes ekstra penge, nu hvor denne vejaftale er faldet på plads.

»Nu må vi se, hvordan kontrollen udfolder sig. Men jeg vil ikke garantere, at man under alle omstændigheder kan forfølge dem, som laver krumspring. Kontrollen på det her område skal ske i en kombination mellem politiet og Færdselsstyrelsen, og jeg tror ikke, de kan lukke alle huller, der måtte opstå, men jeg tror, det vil være undtagelsen.«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078