23948sdkhjf

Ny aftale skal forhindre løndumping på landevejene

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om, at alle chauffører, som kører bus- og godskørsel i Danmark, skal have en løn svarende til den mest repræsentative i vejtransportbranchen. Det vil også gælde udenlandske chauffører, der efter en tur til Danmark kører ture her i landet, såkaldt cabotage-kørsel.

De udenlandske vognmænd skal desuden fremover anmelde sig i et nyt register, så danske myndigheder ved, hvem der kører cabotage-kørsel her i landet, og så de kan kontrollere, at chaufførerne får den løn, de skal have.

Fremover skærpes kravene til danske vognmænd, som også skal følge lønniveauet i de mest repræsentative overenskomster for at kunne få en godskørselstilladelse.

Det bliver politiet og en administrativ myndighed, som skal kontrollere, at kravene til de udenlandske vognmænd bliver overholdt. Hvis de udenlandske transportvirksomheder ikke anmelder oplysninger til det nye register, kan de få bøder på op til 10.000 kr. Hvis de ikke overholder lønniveauet, kan de få bøder på minimum 35.000 kr.

I forhold til de danske transportvirksomheder er det som hidtil Færdselsstyrelsen, som foretager den administrative kontrol ved udstedelse og evt. tilbagekaldelse af kørselstilladelser. Sanktionerne overfor danske vognmænd forbliver de samme som i dag, hvor en tilladelse kan tilbagekaldes, hvis betingelserne for den ikke er overholdt.

Aftalen bygger på de anbefalinger, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i fællesskab har foreslået for at forhindre løndumping i transportbranchen.

Partierne er enige om at evaluere aftalen to år efter, at den er fuldt ud gennemført.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger om aftalen:

»Social dumping er ødelæggende for det danske arbejdsmarked – herunder transportbranchen, hvor vi desværre har set alt for mange eksempler på uden-landske chauffører, som har kørt her i landet til horrible løn – og arbejdsvilkår. Det er helt uacceptabelt og skal stoppes. Derfor er jeg rigtig glad for, at et bredt flertal af Folketingets partier har taget ansvar og sammen med regeringen nu sikrer ordentlige lønvilkår for chaufførerne, som arbejdsmarkedets parter har anbefalet i fællesskab. Nu får danske og udenlandske vognmænd og deres chauffører samme vilkår, så de kan konkurrere på lige fod.«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078