23948sdkhjf

Ny dansk fabrik skal producere brint til lastbiler

Blandt andre Ørsted, Mærsk, DSV, SAS og Københavns Lufthavn er gået sammen om en plan om at bygge en brintfabrik i københavnsområdet, som skal producere grøn energi til lastbiler, skibe og fly.

Fuldt udbygget i 2030 vil fabrikken ifølge planerne få et såkaldt elektrolysatoranlæg med en kapacitet på 1,3 GW, der årligt vil kunne levere mere end 250.000 ton bæredygtige brændstoffer til brug i busser, lastbiler, skibe og fly. Det er potentielt nok til fx at erstatte 30 procent af de fossile brændstoffer, der bruges i Københavns Lufthavn.

Allerede i 2023 skal første etape af fabrikken dog være klar med en såkaldt elektrolysator, som kan producere vedvarende brint til brug i busser og lastbiler.

Den danske transportgigant DSV Panalpina er med i projektet og vil også være blandt de første til at teste produktet i praksis.

»Hvis det første studie viser, at der for alvor er noget at komme efter, vil vi som en af de første store aftagere allerede inden for et-to år begynde at kunne teste produktet i eksisterende materiel. Det kan tage længere tid at få det fuldstændig udviklet, men de første test af produktet og teknologien i lastbiler vil kunne ske inden for et par år,« siger adm. direktør i DSV Jens Bjørn Andersen ifølge berlingske.dk.

Anlægget skal bl.a. omdanne vindenergi fra den kommende havvindmøllepark ved Bornholm, og fabrikken vil være fuldt på plads i 2030. Hvor den kommer til at ligge, er endnu ikke afgjort. Lokationer som Amager og Avedøre Holme er i spil, men foreløbig skal der foretages en forundersøgelse af projektet af rådgivervirksomhederne COWI og Boston Consulting Group.

Hos vognmændene i DTL hilser man initiativet velkomment.

»Dette her med bogstavelig talt at hive brændstof ned fra luften er ikke noget nyt begreb, for de tekniske universiteter har arbejdet med den slags konverteringsteknologier i mange år. Men det er først nu, når det tunge erhvervsliv sætter turbo på, at det for alvor kan blive til noget. Og det vil kunne omstille vejtransporten i en grad, der ikke er set før,« udtaler DTL’s adm. direktør, Erik Østergaard.

Hos ITD ser man også store perspektiver i planerne:

»Tung vejtransport har indtil nu været svær at omstille til helt CO2-neutral transport. Derfor er der grund til at rose de implicerede virksomheder for at gå foran og satse storstilet på at omdanne vind til brændstof, der kan hældes direkte i tanken. Det kan være den løsning, vi har sukket efter i årevis,« siger Carina Christensen, adm. direktør i ITD.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063