»Jeg kan ikke se, hvad det her har med dyrevelfærd at gøre.«
Så klart lyder det fra Lars Rosgaard, der er direktør i Rosgaard A/S, en af Danmarks største svinetransportører som reaktion på den nye måde, der skal beregnes transporttid for lange dyretransporter fra 1. oktober 2020.
Fra den dato skal pålæsning på afgangsstedet tælle med i den samlede transporttid på maksimalt 24 timer. Tidligere har det været transporttiden fra afgangsstedet samt tiden til aflæsning på bestemmelsesstedet, der var indeholdt i beregningen på, om turen kunne gennemføres under 24 timer.