23948sdkhjf

Nyt forslag: 2 milliarder skal kickstarte el-lastbiler i Danmark

Dansk Erhverv, Rådet for Grøn Omstilling og Volvo foreslår i fællesskab, at der afsættes 2 mia. kr. til en tilskudspulje for den grønne omstilling af landtransporten. Puljen skal tilvejebringe de første 1.400 batterielektriske lastbiler og sikre, at den tunge landtransport bidrager til Danmarks klimamål.

- Vi har en enestående mulighed for hurtigt at implementere ny grøn teknologi i form af elektriske lastbiler på de danske landeveje. Det vil være en stor fordel for både klimaet og erhvervet. Men der er brug for at samfundet investerer nu - både i el-lastbiler og den tilhørende el-infrastruktur, siger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

Med erfaring fra udbredelsen af elbiler for privatpersoner og de ordninger, der er etableret i bl.a. Tyskland og Sverige, kan en støtteordning øge konkurrencefordelen ved nulemissionslastbiler, styrke dansk erhvervslivs førerposition inden for udbredelsen af nye grønne teknologier og bidrage til at reducere transportsektorens CO2-udledning, mener de tre parter bag forslaget. Samtidig er det nødvendigt at sætte fart under udrulningen af ladeinfrastruktur og ladestandere, påpeger de.

- Der er hård konkurrence i transportsektoren. Hver eneste krone tæller for at skabe en sund forretning, og derfor er der ikke råd til at betale 3 gange prisen for en batterielektrisk lastbil. Vi ser omvendt, at man i Sverige og Tyskland har meget store tilskudsordninger, og det betyder, at vi mister konkurrencekraft og sakker bagud i forhold til vores nabolande, som får en hurtigere grøn omlægning af transportsektoren end os. Derfor foreslår vi nu, at man giver en politisk håndsrækning til den grønne omstilling, siger Jesper Kronborg, branchedirektør for transport i Dansk Erhverv.

Vi taber til Tyskland og Sverige

Konsekvensen af de manglende danske initiativer risikerer at medføre, at udenlandske virksomheder vinder udbud og opgaver, da der her er skabt bedre rammevilkår for investeringer i grønne alternativer, og dermed en billigere pris for transportløsninger. Blandt andet Tyskland giver tilskud til 80% af merprisen for nulemissionslastbiler, hvilket betyder at danske virksomheder flytter og indregistrerer deres køretøjer i Tyskland og lande med lignende tiltag.

Volvo har selv valgt at satse stort på produktionen af elektriske lastbiler, og er en af de første producenter i Europa til at udrulle el-lastbilerne i stor skala.

- Vognmændene har vist stor interesse for elektriske lastbiler og den tilskudsordning, der lige er blevet uddelt i Danmark, hvor det også var helt tydeligt, at puljen langt fra var stor nok. Hvis støtten ikke bliver tilstrækkelig eller helt udebliver, så kan det ikke hænge sammen for vognmændene, og så er de nødt til at vælge de grønne løsninger fra. Det viser, at en fortsat støtteordning er nødvendig for at skabe den positive trend, siger Joakim Nilsson, Business Development Manager i Volvo.

De sidste el-lastbiler i Danmark på Christiansborg?

For at skabe opmærksomhed omkring udfordringerne med at omstille den tunge transport fra sort til grøn, stiller aktørerne bag forslaget om en omstillingspulje forskellige typer af el-lastbiler op på Christiansborg Slotsplads og inviterer transportminister Thomas Danielsen (V) på en køretur 26. januar 2023 fra kl. 10-16.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062