23948sdkhjf

Nyt om p-bomben: Så meget skal kommunen betale til staten

Kan det betale sig for en kommune at udskrive parkeringsbøder til udenlandske lastbiler, der holder ulovligt parkeret? Det spørgsmål er blevet aktuelt, efter at bl.a. Horsens Kommune er begyndt at gøre en aktiv indsats for at få ”ryddet op” på de kommunale veje, hvor især udenlandske lastbiler ofte holder på må og få rundt omkring i industrikvarterer og på andre kommunale veje.

Men ifølge lovgivningen skal kommunerne aflevere en stor del af p-afgifterne til staten – også uanset om de bliver betalt eller ej. Det har siden årsskiftet skabt stor tvivl om, hvorvidt det overhovedet kan betale sig for kommuner at udskrive p-afgifter til udenlandske lastbiler, eftersom det ofte er vanskeligt at kradse pengene ind igen efterfølgende.

Der har også været stor usikkerhed, hvor mange af pengene, som kommunerne egentlig skal aflevere til staten – og der har tidligere været nævnt tal på helt op til 70 procent af alle udskrevne p-afgifter, uanset om de bliver betalt eller ej.

I et nyligt svar til Folketingets Transportudvalg kaster transportminister Ole Birk Olesen dog mere lys over sagen – på sin egen indviklede facon. I svaret, som kommer på et spørgsmål stillet af Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, starter ministeren med at slå fast:

»Kommunerne skal ikke afregne 70 pct. af ubetalte parkeringsafgifter til staten.«

To forskellige regelsæt

Transportministeren forklarer videre, at tilbagebetalingen til staten baserer sig på to forskellige regelsæt – nemlig en bekendtgørelse, der hører under Transportministeriet, samt en lov, der hører under Indenrigsministeriet. I disse regelsæt er der tre punkter, som afgør, hvor meget en kommune skal aflevere til staten af en udskrevet p-afgift:

To af punkterne beror på paragraf 4 i bekendtgørelse om vejmyndighedernes parkeringskontrol. Af bekendtgørelsen fremgår det, at…:

- Indtægter fra kommunal parkeringskontrol fordeles ligeligt mellem Rigspolitiet og kontrolmyndigheden. Det vil sige, at kommunen skal aflevere 50 procent af p-afgiften til staten – men først, når den er blevet betalt.

- Hvis en p-afgift til et udenlandsk køretøj først bliver betalt efter ”rykkerprocedure”, så kan kontrolmyndigheden – altså kommunen – beholde hele beløbet selv.

Nu bliver det træls

Den trælse nyhed for kommunerne kommer, når man nærlæser ”lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner”, som trådte i kraft 1. januar i år. Heraf fremgår det af paragraf 2, at…:

- Kommuner får nedsat deres statstilskud med et beløb, der svarer til 20 procent af indtægterne fra opkrævede p-afgifter. Denne modregning foretages på baggrund af de udskrevne p-afgifter – uanset om de nogensinde bliver betalt eller ej.

Samlet set betyder det altså, at kommunerne ganske rigtigt kan komme til at betale 70 procent af p-afgiften til staten – i de tilfælde, hvor den bliver betalt. Hvis den ikke bliver betalt, skal kommunen altså stadig betale 20 procent (i form af mistet statstilskud) af p-afgiften. Og dette gælder køretøjer af enhver nationalitet. Eneste særregel for udenlandske køretøjer er, at hvis bøden først bliver betalt efter en rykker, kan kommunen stadig nøjes med at betale de 20 procent (i form af mistet statstilskud).

»Det vil sige, at i tilfældet med ubetalte parkeringsafgifter fra udenlandske køretøjer, sker der alene modregning på 20 pct. til staten,« fastslår Ole Birk Olesen i sit svar.

Om det samlet set så kan svare sig for kommunerne at udskrive p-afgifter til udenlandske køretøjer, afhænger i høj grad af, hvor mange af p-afgifterne der reelt bliver betalt – et regnestykke, som den enkelte kommune selv må analysere. Og som transportminister Ole Birk Olesen afslutningsvis bemærker i sit svar:

»Jeg skal i øvrigt bemærke, at kommunernes udskrivning af parkeringsafgifter bør varetages ud fra trafikale hensyn og ikke ud fra finansielle hensyn.«

FAKTA:

Sådan fordeler p-afgiften sig:

Hvis en kommune udskriver en p-afgift til en udenlandsk lastbil, skal den aflevere en procentdel af p-afgiften til staten. Der er i den situation tre mulige økonomiske scenarier:

1: Bøden bliver betalt uden bøvl. Kommunens gevinst: 30 procent af p-afgiften.

2: Bøden bliver betalt efter ”rykkerprocedure”. Kommunens gevinst: 80 procent af p-afgiften.

3: Bøden bliver aldrig betalt. Kommunens straf: Betal alligevel 20 procent af p-afgiften til staten.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079