23948sdkhjf

Nyt vejbump straffer selv fartbøller

Vejdirektoratet er tirsdag 6. december klar til at afprøve de første intelligente fartbump på en almindelig dansk vej. De nye fartbump adskiller sig fra andre typer af fartbump ved, at de kun er til gene for trafikanter, der overskrider hastighedsgrænserne. Holder man sig på den rigtige side af færdselsloven, kan man køre ganske uforstyrret, lyder det ifølge Vejdirektoratet.

Actibump, som er navnet på de nye fartbump, står klar to steder på Sjælland. I Lejre og Vordingborg på Sjælland skal trafikanter med en lidt for tung højre fod nu vænne sig til et nyt fartbump, der ikke er til at løbe om hjørner med.

På udvalgte forsøgsstrækninger i de to kommuner vil Vejdirektoratet nemlig afprøve såkaldte Actibump, som nogle trafikanter måske kender fra betalingsanlæg ved Øresundsbroen.

Actibump adskiller sig fra de klassiske fartbump, hvor trafikanten kører op over en forhøjning i køresporet. Actibump består i stedet af en flad metalplade, der udløser en fordybning på seks centimeter, når den bliver aktiveret som følge af en hastighedsoverskridelse registreret af en fartmåler.

- De fleste vil uden tvivl kunne mærke det, hvis de kører over et Actibump i for høj fart, så på det område er det ikke spor anderledes end et almindeligt fartbump. Actibump er dog ganske ufarlige, og fordelen er jo, at man ikke mærker noget, hvis man overholder den tilladte hastighed. Bumpene er gennemtestet for alle mulige slags køretøjer og også i forhold til nordiske vejrforhold. I Sverige har de haft Actibump i mere end 10 år, og så vidt vi er oplyst, er der ikke sket uheld. Fra svenske undersøgelser ved vi samtidig, at bumpene rent faktisk virker efter hensigten, da hastigheden er faldet betragteligt de steder, hvor man har taget Actibump i brug, siger afdelingsleder Maria Lønsmand Sande, Vejdirektoratet.

De to fartbump – det ene i Osted nær Lejre, det andet i Stensved ved Vordingborg – blev installeret i efteråret og er nu klar til at blive aktivereret. Forsøget strækker sig over det næste års tid, hvorefter en evaluering skal vise, om Actibump lever op til forventningerne.

Det første Actibump blev taget i brug i Sverige i 2010, og i dag kan man også finde de intelligente fartbump på stats- og kommuneveje i Norge, Finland, Island og Australien. Bag produktet står det svenske firma Edeva, som også er Vejdirektoratets leverandør.

I forbindelse med etableringen af de nye fartbump har Vejdirektoratet designet to nye vejskilte, så trafikanter på forhånd kan se, at de nærmer sig den særlige trafikchikane, der altså kun er aktiv ved høj hastighed. Det skal bidrage til, at bilisterne bliver informeret om bumpene – ligesom det er tilfældet ved almindelige bump. Og selvfølgelig også til, at så få som muligt vil overskride hastighedsgrænsen.

Erfaringer fra udlandet viser, at gennemsnitshastigheden nær et Actibump ligger omkring 5 km/t under den gældende hastighedsbegrænsning. Denne effekt er stabil efter blot en måned.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047