Et forslag fra Dansk Folkeparti i Horsens om øget parkeringskontrol af lastbiler, der langtidsparkerer i Horsens Kommune, mødte ikke i første omgang opbakning, da det blev behandlet på et møde i kommunens Plan- og Miljøudvalg tirsdag.
I forbindelse med de nye regler om max. 25 timers parkering på offentlige rastepladser har kommunens forvaltning tidligere vurderet, at der kan komme et yderlige pres på de kommunale veje, og for at imødegå dette pres vil DF’erne i Horsens altså have et forslag på dagsordenen på det næste byrådsmøde om, at der skal ske en jævnlig og systematisk parkeringskontrol af lastbiler i kommunens industriområder (f.eks. ude ved DSV), på lastbilparkeringspladser og på andre steder, hvor østeuropæiske lastbilchauffører eventuelt måtte samles for at afholde deres lange hvil.