23948sdkhjf

Pral til omverden og vind de bedste kontrakter!

I dag har langt de fleste lastbiler kaffemaskiner, køleskabe, mikroovne og mobiltelefon- og tabletopladere. Der er også lamper, lys og aircondition, der skal bruge strøm. Moderne lastbiler er strømslugere, og det kan være svært for de batterier, som lastbilen er født med, at holde trit med tempoet af strømforbrug. Samtidig koster det diesel, når bilen holder stille med motoren kørende for at lade batterierne op.

Men solceller – der rent faktisk oplades på lys og ikke sol – er løsningen.

- Vi ved fra de store transportfirmaer, hvor meget diesel det koster, når der skal bruges strøm, og lastbilen holder i ”hotelmodus”. Det er mellem 60 og 114 liter diesel om måneden pr. lastbil, når bilen holder i tomgang og køleskabet kører, mikroovnen skal køre et par minutter, der skal laves kaffe eller ipad’en sidder i opladeren, fordi chaufføren selvfølgelig skal have mulighed for at se sin yndlingsserie på Netflix, siger Karl Andreassen, CEO i Green Energy Scandinavia der producerer solceller til lastbiler og leverer tilpassede løsninger til vognmænd og store transportfirmaer i hele verden.

Det er ikke blot dieselbesparende, hvis man som vognmand vælger at placere solceller på taget af vognparkens lastbiler. Det sparer også firmaets pengepung for adskillige batteriskift og samtidig sparer det chaufføren for det kæmpe irritationsmoment det er, når batteriet i lastbilen går dødt.

- Det er jo desværre heller ikke alle vognmænd, der tilbyder deres chauffører 230 volt i førerhuset, men det kan der hurtigt laves om på, for vi leverer også invertere sammen med det solcelle-sæt, man får leveret, hvis man ønsker det, fortæller Karl Andreassen.

Green to have

Hos Green Energy Scandinavia har man i de seneste knap otte år leveret solceller til lastbiler hos en række danske vognmænd. Det er sket i samarbejde med Europart Danmark, der står for salget af solcelle-løsninger til den tunge transport i Danmark – og siden august 2021 også det øvrige Europa.

Selskabet er ejet af norske Green Energy og har dansk hovedsæde i Vejle. Hos Green Energy bruger man solceller med CIGS-teknologi, som er en mere robust solcelletype, og levetiden er garanteret til 25 år med mindst 80 procent effekt.

- Vi skal huske, at der er ting, der er ”need to have”, der er ting, der er ”nice to have” og så er der i dag den vigtige, ting der er ”green to have”. I dag skal du have en grøn profil for at vinde kontrakter, og det er KUN den vej, det går mere og mere. Så med en solcelle-løsning, kan du vise, at du bevidst vælger den grønne omstilling til, siger Karl Andreassen. Du kan vise det i din profil af din virksomhed, men du kan også vise omverden det ved at bruge de klistermærker, der følger med i hvert enkelt sæt af solcelle-løsninger.

- Dem sætter du på førerhuset, eller hvor du synes, de passer, og så kan du prale til alle med, at du er grøn, siger Karl Andreassen.

Han understreger samtidig, at leasingselskaberne er glade for grønne løsninger, så de vil derfor gerne være med, hvis vognmænd kommer med ideen om at købe en lastbil med solceller på taget.  

Der er tre års garanti på al elektronik, der følger med solcelle-løsningen. Der er 25 års garanti på selve celle-panelerne, som benytter den samme teknologi, som de fleste kender i mindre skala fra folkeskoletidens Texas-lommeregnere, der blev opladet på lys.

Med 25 års garanti kan man som vognmand have sine solceller længe, så der er rig mulighed for at panelerne følger med fra bil til bil, når der skal nye køretøjer i vognparken.

På en lastbil vil Green Energy typisk bruge spoileren til at montere solcellerne. Der er plads til to eller tre sektioner á 55 watt. På en distributionsbil, hvor liften har sit eget batteri, vil man typisk lade direkte ned på det. En grisetrailer kan også udstyres med solceller til sit eget forbrugsbatteri til at holde gang i udluftning mm. og køletrailere er også et oplagt segment til solceller. Har man en elhund med til på- og aflæsning, kan man også få etableret et strømudtag med solceller til at lade den op under kørslen.

Kun fantasien sætter grænser.

Vi er flinke mennesker

Green Energys solcelleløsninger er E-certificeret. Det betyder, at alt hvad Green Energy har fået det ypperste stempel inden for autobranchen og lever op til et omfattende regelsæt. Det betyder for slutbrugeren – i det her tilfælde vognmænd og transportfirmaer – at den valgte solcelleløsning kan bruges på alle mærker køretøjer, og at den garanti køretøjet er født med ikke forsvinder, når der monteres solceller fra Green Energy.

- Så kan det godt være, vi er fem kroner dyrere end andre, men E-certificeringen betyder, at slutbrugeren aldrig vil komme i problemer med garanti eller montering, forsikrer Karl Andreassen.

En solcelle-løsning fra Green Energy bliver leveret til døren, og monteringen står man selv for.

- Det er enkelt og nemt, og jeg mener det, når jeg siger, at alle kan montere det. Men vi er så flinke mennesker, at hvis du som vognmand er i tvivl om, hvordan det skal gøres, så sender vi en tekniker ud for at hjælpe. Og hvis man som vognmand får så meget appetit på at montere solceller, så er det bare at blive certificeret. Vi rundede for nylig 100 certificerede værksteder i Europa, siger Karl Andreassen. De 100 certificerede er både vognmænd, lastbilværksteder og forhandlerværksteder.

 Vil du vide mere om solceller fra Green Energy, kan du besøge www.mipv.pro eller ringe på 93 206 207.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141