Det er ikke sjældent, der er overskrifter om påkørte skiltevogne og vejarbejde på de danske veje. I 2019 skete der alt 318 ulykker, hvilket er en stigning på 80 uheld i forhold til året før. Derfor valgte Vejdirektoratet i august at gentage en kampagne om at alle skal ”stille skarpt”, når skiltevogne og vejarbejde passeres. Men på trods af kampagnen, har vi de seneste måneder set flere alvorlige uheld, hvor skiltevogne og vejarbejde er påkørt. Og i flere tilfælde af lastbiler.
Men der er intet der tyder på, at lastbiler skulle være involveret hyppigere i påkørsler af vejarbejde og skiltevogne end varevogne eller personbiler.
- Uden for motorvej er det oftest person-/varebiler, der påkører vejarbejdere/vejarbejdskøretøjer. Det er usandsynligt, at det skulle være anderledes på motorveje, hvor person- og varebiler trods alt også udgør langt den største andel af de ulykkesinvolverede trafikanter i ulykker ved vejarbejde, skriver Charlotte Vithen, områdechef i Vejdirektoratet, i et svar til Lastbil Magasinet.
Ifølge tal fra Vejdirektoratet udgør lastbiler 19 procent af de ulykkesinvolverede trafikanter i person- og materielskadeulykker ved vejarbejde på motorveje og 11 procent blandt øvrige ulykker på motorveje (2015-2019). En betydelig andel af lastbilerne er imidlertid vejarbejdskøretøjer. Uden for motorvejsnettet ses også en overrepræsentation af lastbiler i ulykker ved vejarbejde, 3 procent i ulykker ved vejarbejde mod 2 procent i øvrige ulykker. Lastbiler står for godt 7 procent af trafikarbejdet på motorveje og cirka 3 procent på det øvrige vejnet.
Når vejarbejde eller en skiltevogn påkøres, er der først og fremmest menneskeliv på spil, dernæst er der store materielle skader, og det koster samfundet dyrt. I 2018 skete der 59 personskadeulykker og 204 materialeskadeulykker ved vejarbejder. I 2019 var de tal steget til 62 personskadeulykker og 256 materialeskadeulykker.
Er der mere/noget andet Vejdirektoratet kan gøre end relancere en kampagne for at vende den kedelige stigning?
- Det er et langt sejt træk at ændre trafikanternes vaner og man bør være påpasselig med at vurdere på baggrund af få data, på grund af statisk usikkerhed. Og så er der for øvrigt ingen, der ved, om påkørslerne skyldes manglende opmærksomhed, slutter Charlotte Vithen.