23948sdkhjf

Digital vækst kræver politisk handling

DI leverer 20 politiske anbefalinger til digital vækst.

Regeringen bør satse ambitiøst på at bruge teknologien til at skabe flere job og mere velstand.

Sådan lyder opfordringen fra en hel række danske virksomheder og Dansk Industri, som i dag afleverer 20 politiske anbefalinger, som skal sikre digital vækst i Danmark.

F.eks. foreslår virksomhederne og DI, at hele befolkningen får styrkede kompetencer inden for moderne teknologi, så alle kan gribe de digitale muligheder. Det skal bl.a. ske ved at give lærerne i folkeskolen de rigtige digitale kompetencer og ved at sætte fokus på digitalisering, når danskerne får efter- og videreuddannelse.

Desuden skal et årligt politisk realitets-tjek modernisere dansk lovgivning, så vi undgår at være på bagkant af udviklingen. Samtidig skal politikerne gøre det mere attraktivt for virksomhederne at investere i ny teknologi gennem bedre regler for afskrivninger.

Teknologi skal tjene samfundet - ikke omvendt

- Helt grundlæggende skal vi tage de rette politiske valg, så vi gør teknologien til tjener for samfundsudviklingen og ikke omvendt. Det kræver politisk lederskab, mod og hårdt arbejde. Det er et arbejde, vi gerne bidrager til i erhvervslivet, siger adm. direktør Karsten Dybvad, DI.

Dansk Industri kommer derfor, sammen med de store og små virksomheder i DI's Digitaliseringspanel, med de nye anbefalinger til at skabe vækst ved hjælp af digitalisering i såvel virksomhederne som i det offentlige.

- Vi skal fremme investeringerne i teknologi og forbedre de digitale kompetencer i hele befolkningen. Og så skal vi bruge digitalisering til at gøre den offentlige sektor bedre og mere brugervenlig, siger Karsten Dybvad.

Førerposition under pres

Baggrunden for udspillet er, at en dansk førerposition som det mest digitale land i EU er under pres. En analyse fra DI viser, at Danmark investerer mindre i digitalisering end andre EU-lande som Holland, Sverige og Frankrig.

- Vi risikerer at tabe pusten, hvis ikke vi får skabt de bedste rammer for at investere i ny teknologi. Lysten til at investere afhænger også af, at virksomhederne skal kunne ansætte medarbejdere med de rette digitale kompetencer. Det er utroligt svært i dag, og det bliver kun sværere, siger Karsten Dybvad.

Stadig flere virksomheder rekrutterer forgæves, og nu er det ikke kun it-virksomheder, men alle typer af virksomheder, som er på jagt efter medarbejdere med digital kunnen.

Kompetence fra 1. skoledag

- Regeringen skal sikre, at digitale kompetencer bliver en del af hverdagen fra første skoledag til sidste arbejdsdag, siger Karsten Dybvad.

Udover mere omfattende digital uddannelse foreslår DI og virksomhederne, at regeringen sætter modernisering af lovgivningen øverst på dagsorden.

- Teknologien udvikler sig langt hurtigere end lovgivningen. Det kan hurtigt blive en hæmsko for den digitale udvikling. Derfor anbefaler vi, at regeringen tager initiativ til et årligt realitets-tjek af vores love og regler. Vi skal tage politisk føring, hvis vi skal blive ved med at være et digitalt foregangsland, tilføjer Karsten Dybvad.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125