23948sdkhjf

GateDenmark – forstærket profil ved grænsen

Padborg Transportcenter og Aabenraa Havn markedsfører sig nu som GateDenmark.

GateDenmark dækker over en ny fælles markedsføring af de mange transport-, service- og logistikvirksomheder, der findes i og omkring Padborg Transportcenter samt i resten af Aabenraa Kommune. Det nye fælles navn skal dermed ”kommunikere de fordele og attraktive rammer, der er ved at drive virksomhed i området.”

Transport er meget mere end tunge lastbiler på motorvejen. Det handler i høj grad om samspillet mellem kunder og leverandører, service af transportvirksomheder samt dataforbindelser, der er gearet til at holde alle implicerede parter i dialog med hinanden hele vejen fra a til b. De kompetencer har man i GateDenmark, lyder det videre fra parterne bag GateDenmark.

Det kan være svært for de enkelte virksomheder at fortælle omverdenen, hvor meget man faktisk er i stand til, via de muligheder transportklyngen udgør i fællesskab. Derfor har Padborg Transportcenter og Aabenraa Havn valgt at markedsføre sig under fællesbetegnelsen GateDenmark for at synliggøre alle de muligheder, man åbner op for, hvis man som virksomhed vælger at etablere sig i området.

Vækststrategi

I Aabenraa Kommunes vækststrategi er én af målsætningerne at fremme erhvervet inden for transport og logistik. Derfor glæder borgmester Thomas Andresen sig ekstra meget over tiltaget:

- Nu er vi i gang, og vi håber, at GateDenmark vil sætte kommunen på landkortet som et område, hvor der virkelig sker noget inden for erhvervssektoren. Det har aldrig gået bedre i kommunens transport- og logistikerhverv, end det gør i dag, og vi er altid interesserede i at få nye virksomheder til området. Kommer der en interesseret køber af jord til etablering af virksomhed, så finder vi det, siger han.

Den politiske opbakning ses blandt andet ved, at lokalpolitikerne og deres administrative medarbejdere er ved at samle lokalplanerne i Padborg-området til én fælles lokalplan. Det vil lette det administrative arbejde betragteligt for virksomhederne i området, der ønsker at udvide eller etablere sig. Derudover arbejdes der for, at Padborg bliver testområde for det nye 5G-netværk, der ventes udrullet fra 2019-2020.

Ny konsulent

- Konkurrencen inden for transportsektoren er hård. Hvis vi skal følge med internationalt, samt fastholde og styrke væksten i vores område, er vi nødt til at markedsføre os, og her ser vi GateDenmark som et godt tiltag, vi bakker op om, siger Peter Therkelsen, bestyrelsesformand for Padborg Transportcenter.

Et nyt udvalg, bestående af erhvervsdrivende i området, varetager fremover markedsføringen af GateDenmark. Medlemmerne er Business Aabenraa, Aabenraa Erhvervsforening, Padborg Transportcenter, Aabenraa Havn samt Aabenraa Kommune. Dertil hyres en markedsføringskonsulent som tovholder på den daglige markedsføring.

Tiltrække

Den nye markedsføringskonsulent er forankret i Business Aabenraa, hvor direktør Helle Malene Kjølsen Olsen glæder sig til at komme i gang med arbejdet:

- Vi vil tiltrække virksomheder og kunder for at få dem til at etablere sig eller gøre forretninger i området samt synliggøre karrieremulighederne for potentielle medarbejdere. De færreste ved, at der ved den dansk/tyske grænse befinder sig en guldgrube i form af transport og avanceret logistik, lager og spedition – og tilmed serviceret af en lang række topprofessionelle virksomheder, døgnet rundt – 365 dage i året.

Fakta

Cirka 7.500 lastbiler kører gennem Padborg-området hver dag, til og fra Norden, Europa og resten af verden.

Aabenraa Havn har en vanddybde på op til 11 meter, over to kilometer kajanlæg, 20 meter Ro-Ro-leje og to tankskibsbroer. Plus tre mobilkraner med en samlet løftekapacitet på 240 tons.

Artiklen er en del af temaet Vognmænd.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11