23948sdkhjf

På Toldpladsen genkender man ikke billedet: Vi tager ansvar

Debatindlæg:

Vi i Padborg Transportcenter har gennem flere uger fulgt debatten i Lastbil Magasinet, som omhandler Toldpladsen i Padborg Transportcenter.  

Foreningen Padborg Transportcenter har adresse mindre end 200 meter fra Toldpladsen, og vi kan ikke genkende de beskrivelser, der nu er blevet offentliggjort i Lastbil Magasinet ad flere omgange.  

Åbenrå Kommune og Padborg Transportcenter er meget opmærksomme på Toldpladsen. Vi er næsten dagligt forbi for at se, om forholdene er, som de skal være, og at der lige netop ikke er uhumsk og beskidt. Der bliver tømt skraldespande tre gange om ugen og gjort rent på toiletterne hver dag. Vi er i tæt dialog med kommunen om forholdene på pladsen, og vi synes ikke, de er som beskrevet, tværtimod.  

Vi er ofte også forbi i weekenden for at se, hvordan det står til, og der har vi ikke oplevet hverken druk eller fester på pladsen.

I denne COVID19-tid har vi sørget for, at sundhedsmyndighedernes anbefalinger er blevet hængt op på flere sprog. Vi ser, at chaufførerne holder afstand, og flere har både handsker og mundbind på. Der er ikke områder på Toldpladsen, hvor chaufførerne samles. Derfor synes vi ikke, det er problematisk, at chauffører fra forskellige lande parkerer på området.

Vi har i Padborg normalt cirka 5000 lastbiler, der krydser grænsen hver dag. Ud af disse mange lastbiler er der en del, som holder deres hvil i Padborg. Toldpladsen er i hjertet af Padborg og ligger ikke isoleret. Rundt omkring er der mulighed for at proviantere i supermarkeder i Padborg by. Derudover benytter rigtig mange sig af bade- og tøjvaskfaciliteterne hos vores tankstationer, som ligger ved siden af Toldpladsen. Ifølge medarbejderne på tankstationerne opfører langt de fleste udenlandske chauffører sig pænt. De kan godt synes, at det er uberettiget, at de igen og igen får dårlig omtale. Derudover lægger mange af de fremmede chauffører og vognmænd en del penge hos servicevirksomhederne i Padborg. fordi vi her har alt, hvad de skal bruge.

I Padborg Transportcenter synes vi, det er vigtigt at tage et ansvar over for de mange udenlandske chauffører. Det er dem, som til dagligt kører varer til og fra Danmark. Uden dem ville vores samfund gå i stå. Der er mange speditører og vognmænd i Padborg, der allerede har lavet gode faciliteter for deres chauffører. De chauffører, som krydser grænsen og som benytter toldpladsen, har dog ikke direkte tilknytning til firmaerne i Padborg, og derfor har de brug for et område, hvor de kan parkere under ordnede forhold. Den mulighed har de på Toldpladsen.

Vi er bekendt med, at der har været et politisk forslag om, at området skal være et betalingsområde. Det er vi som udgangspunkt modstandere af. Vi mener, det er vigtigt at give chaufførerne og vognmændene et alternativ til rastepladser og industri-og boligområder, hvor faciliteterne ikke er indrettet til de mange chauffører og store lastbiler. Hvis der kommer betaling på pladsen, vil det resultere i, at flere søger ud i disse områder.  

Vores budskab er, at vi bliver nødt til at forholde os til virkeligheden og så tage et fælles ansvar for, at chaufførerne kan udføre deres arbejde til gavn for os alle sammen. Det synes jeg helt bestemt, at vi gør i Padborg.  

Jesper Schimann Hansen,

direktør Padborg Transportcenter

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.076