23948sdkhjf

Padborg-firmaers overnatningsforhold skal inspiceres

20 ejendomsejere i Padborg er udvalgt til at få tilsynsbesøg fra Aabenraa Kommune i løbet af august.

Tilsynet skal afdække, om der i Padborg findes overnatningsfaciliteter, der ikke lever op til kravene, når virksomhederne i transportbranchen har overnattende chauffører. Eller sagt med andre ord: Om udenlandske langturschauffører er indkvarteret under lovlige forhold, mens de opholder sig på virksomhedens matrikel.

Tiltaget kommer som konsekvens af Kurt Beier-sagen fra Padborg, hvor transportfirmaet i 2018 for at have særdeles kummerlige overnatningsforhold til sine udenlandske chauffører. Knap to år senere reagerer Aabenraa Kommune altså nu med en række – på forhånd varslede – tilsyn hos andre firmaer i området.

»Sagen udløste et straksforbud fra Aabenraa Kommune om at fjerne de ulovlige pavilloner og containere, men den startede også en opmærksomhed på, at vi som byggemyndighed er nødt til at føre aktivt og opsøgende tilsyn med disse forhold,« siger Philip Tietje (V), formand for Vækstudvalget for Land og By i Aabenraa Kommune, der har besluttet tilsynet.

Tilsynsbesøg weekend og aftener

Udvalget har besluttet, at i alt 20 udvalgte ejendomsejere i det område, der kaldes Padborg Transportcenter, vil modtage et varslet besøg af en tilsynsførende ekstern rådgiver i aftentimer eller weekender.

»Vi har også besluttet at søsætte en oplysningskampagne over for transportbranchen forud for tilsynet med de erhvervsmæssige overnatningsfaciliteter, da det er et kompliceret område, der bliver berørt af mange forskellige regelsæt og lovgivninger,« siger Philip Tietje og understreger, at tilsynets fokus er, om ejendomsejerne overholder Bygningsreglementet:

»Vi er godt klar over, at den samlede problemstilling omkring udenlandske chauffører med ophold i Danmark også handler om lønoverenskomster, opholdsperioder samt køre- og hviletid. Men det er ikke kommunens opgave at føre tilsyn med.«

Samme krav som til hotelbyggeri

De erhvervsmæssige overnatningsfaciliteter i Padborg skal kort fortalt overholde de samme byggeregler som et hotelbyggeri.

»Det er dét, vi kigger efter som byggemyndighed. Men opdager den tilsynsførende grelle forhold, der for eksempel hører under miljømyndighederne, Sikkerhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet eller politiet, sætter vi selvfølgelig ikke kikkerten for det blinde øje,« siger Philip Tietje.

De udvalgte 20 virksomheder får et orienteringsbrev med varsling af tilsynet.

Oplysningskampagnen, der skal forebygge ulovlige lokaleforhold i hele transportbranchen i Aabenraa Kommune, bliver afviklet i august. Den er lavet i et samarbejde mellem Aabenraa Kommune, foreningen Padborg Transportcenter og Business Aabenraa, der markedsfører under GateDenmark. Kampagnen kommer til at køre på Padborg Transportcenters og GateDenmarks sociale medier og nyhedsbreve.

Vækstudvalget for Land og By modtager en afrapportering på tilsynet senere på efteråret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079