23948sdkhjf

Patrick fra Vallensbæk er ny danmarksmester i lastvognsmekanik

Efter tre intense konkurrencedage kulminerede dette års DM i Skills lørdag med kåringen af danmarksmestrene på 49 erhvervsuddannelser.

Patrick Kirkebæk Larsen fra Vallensbæk har vundet DM i Skills 2022 for lastvognsmekanikere. Han er i lære hos Scania Ishøj og går på TEC. Lørdag blev han hyldet af Poul Nyrup Rasmussen, tidligere Statsminister og formand for EuroSkills 2022, i Høng.

- Det er fantastisk at have vundet. Jeg er meget glad. Jeg havde egentlig ikke troet på det, fordi der var fem andre, der var pænt gode, for ikke at sige supergode. I aften tror jeg, at jeg skal ud med nogle kammerater og spise, men ellers skal jeg slappe af, fortalte en glad vinder.

Vindere blev hyldet
Ved afslutningsceremonien deltog statsminister Mette Frederiksen med en videohilsen til deltagerne, hvor hun bl.a. understregede deres betydning for den grønne omstilling.

- Det I kan, er helt afgørende for den grønne omstilling. En grøn omstilling som er nødvendig i Danmark og i verden. Danmark har brug for, at der er mange flere unge, der gør som jer, lød det fra statsminister Mette Frederiksen.

Poul Nyrup Rasmussen overrakte trofæer til vinderne. Han benyttede også muligheden for at hylde deltagerne for deres indsats.

- I dag hilser jeg på stjernerne. For det er I jo. I er ungdommens stjerner. I er stjerner i jeres eget liv. I er rollemodeller. For alle de unge, der er i tvivl. Når de ser jer folde jer ud, så tænker de: ”Sådan vil jeg også være, sådan vil jeg også gøre”, sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Se alle industriens danmarksmestre

Industrien har ved DM i Skills 2022 været repræsenteret med fagene automatiktekniker, industritekniker, karrosseritekniker, klejnsmed, personvognsmekaniker, lastvognsmekaniker, entreprenørmaskinmekaniker, procesoperatør samt grafisk tekniker og mediegrafiker.

Se vinderne i alle industriens fag her.

Derudover har publikum haft mulighed for selv at prøve kræfter med demonstrationsfagene flytekniker, finmekaniker, teknisk designer, værktøjsmager, skibsmontør og landbrugsmaskinmekaniker.

Danmarks største uddannelsesevent

DM i Skills, Danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelser, holdes en gang årligt. Med flere end 300 deltagere fra 49 fag og op mod 70.000 besøgende er det Danmarks største uddannelsesevent.

Næste DM i Skills holdes i Fredericia i 2023.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062