23948sdkhjf

HPT slap billigt: Betaler fem millioner i bøde

Transportvirksomheden H.P. Therkelsen A/S og det tyske datterselskab H.P. Therkelsen GmbH har fået afsluttet en langstrakt sag om ulovlig cabotagekørsel. Det er sket ved, at virksomhederne har accepteret at betale bøder på 2,8 mio. kr. for 410 tilfælde af ulovlig cabotagekørsel udført af det tyske selskab, mens det danske moderselskab betaler en bøde på 2 mio. kr. for medvirkeansvar.

De knap fem millioners bødestraf kunne dog have været langt værre, for H.P. Therkelsen stod tiltalt for mere end 1.200 tilfælde af ulovlig cabotagekørsel – men efter at have været omkring EU-Kommissionen blev antallet af forhold barberet ned til godt en tredjedel.

Det skyldes, at EU-Kommissionen vurderer, at såkaldt pallebytte ikke er at regne for cabotagekørsel. En stor del af tiltalerne i sagen baserede sig netop på denne type kørsel, hvor firmaets lastbiler har kørt med tomme returpaller. Dette er dog ikke kørsel med reelle varer, mener EU-Kommissionen, og dermed heller ikke cabotagekørsel.

Sagen blev indledt i 2019, da politiet først holdt øje med en række af virksomhedens lastbiler og efterfølgende ransagede kontoret i Padborg for at sikre dokumentation. Siden fulgte en tiltale og afventen på en retssag, som altså nu ikke bliver til noget.

- Vi har været rystede over sagen, ikke mindst fordi anklagerne om ulovlig cabotagekørsel med returpaller kunne have fået meget stor betydning for både os og hele branchen, siger HPT-direktør, Peter Therkelsen i en pressemeddelelse ifølge jv.dk.

HPT har dog anerkendt 410 tilfælde af ulovlig cabotagekørsel og accepteret bøderne for disse.

- Vi tager kraftig afstand fra overtrædelserne og har fra starten ønsket at komme til bunds i sagen, fordi ordentlighed og redelighed er enormt vigtigt for os som virksomhed. Derfor har vi også for længst rettet op på de forhold, der har givet anledning til fejl, og vi skærpede vores interne procedurer allerede tilbage i 2019, siger Peter Therkelsen.

I oktober 2019 blev to af HPT’s tyske chauffør og en tysk disponent idømt straksdomme for dokumentfalsk med fragtbreve i forbindelse med sagen. Chaufførerne fik hver én og disponenten fire måneders betinget fængsel.

Sagen kostede også H.P. Therkelsen på anden vis. I november 2019 meldte virksomheden sig selv ud af brancheorganisationen ITD, efter at være blevet truet med eksklusion.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08