23948sdkhjf

Prehn: Blev jeg bundet noget på ærmet?

»Hvordan forklarer og forsvarer ministeren, at de såkaldte frontgitre på lastbiler er forbudt i Danmark, mens de er tilladt i Sverige og Norge, hvor de nærmest er et krav for at få en opgave, og hvad er ministerens holdning til, at danske vognmænd på den baggrund mister ordrer i Norge og Sverige, hvis de kører uden gitter?«

Sådan indleder Socialdemokratiets transportordfører Rasmus Prehn sit spørgsmål til transportminister Ole Birk Olesen (LA).
Rasmus Prehn er blevet varm fortaler for at ændre eller i det mindste undersøge grundlaget for de danske regler, der forbyder brug af frontgitter på lastbiler.

Over for Lastbil Magasinet uddybede han i sidste uge baggrunden for spørgsmålet til ministeren.

»En hel del danske vognmænd oplever, at de faktisk mister ordrer i Norge og Sverige, fordi de ikke har gitter på. Hvis man kører ind i en elg, og der går hul på køleren, så bliver de forsinket. Den risiko gider kunderne ikke at løbe. De vil være sikre på at have en lastbil, som har gitter på, så den ikke risikerer at blive forsinket. Det er jo på en eller anden måde unfair konkurrence for de danske vognmænd, som står ringere end deres norske og svenske kollegaer.«

Vognmænd har aldrig hørt om gitter-krav

Det kunne jo lyde som et vægtigt argument for at revidere de danske regler – hvis det altså er sandt?

Hos Lastbil Magasinet har vi forsøgt at finde en dansk vognmand, som har mistet en ordre i Norge eller Sverige, fordi de ikke kører med gitter. Vi har talt med nogle af de virksomheder med allermest erfaring i nordgående kørsel, og alle steder er svaret det samme.

»Nej, det har jeg aldrig hørt om,« siger Bo Lysegaard, speditør og partner ved Uniway i Aalborg.

»Vi er aldrig blevet valgt fra, fordi vi ikke har frontgitter. Jeg har aldrig oplevet det selv, og jeg har aldrig hørt om det,« siger Jørgen Bertelsen fra Jørgen Bertelsen Transport i Skagen.

»Det har jeg aldrig hørt om. Vi har kørt Norge i over 10 år med 30 biler og 10 vognmænd, og der er ikke nogen, der nogensinde har valgt os fra med den begrundelse,« siger trafikchef og medejer Claes Rynkeby Hansen fra Vendelbo Spedition i Hjørring.

Måske er det bare en and?

Rasmus Prehn forklarer selv, at han har hørt om de tabte danske ordre fra advokat Jacob Forman, men Jacob Forman har ikke umiddelbart hørt om nogen konkrete vognmænd, der er blevet valgt fra på grund af manglende frontgitre.

»Nej, det har jeg ikke, men jeg har hørt argumentet. Det handler om sikkerheden for chaufføren,« siger advokaten.

Lastbil Magasinet tog derfor kontakt til Rasmus Prehn igen for at høre om baggrunden for, at han er gået ind i sagen om frontgitre.

Vi kan ikke finde nogen vognmænd, der har oplevet at miste ordrer, fordi de ikke må køre med frontgitter, og Jacob Forman kan heller ikke nævne en eneste. Hvilke vognmænd er det, du referer til?

»Jamen, jeg kan så heller ikke nævne nogen lige nu. Jeg hørte bare om det fra Jacob Forman og så fra en gut fra Nordjylland, som sælger de her gitre. Henrik Guldager. Men det kan være, det bare er en and. Det kan godt være, at jeg er blevet bundet noget på ærmet,« siger Rasmus Prehn.

Vognmand Henrik Guldager, som desuden er dansk forhandler af svenske Trux, der blandt andet producerer frontgitre til lastbiler, afviser at have fortalt Rasmus Prehn, at danske virksomheder mister ordrer, fordi de ikke må køre med frontgitter.

»Det har han ikke fra mig. Jeg ved ikke, hvor han har den historie fra.«

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078