23948sdkhjf

Pressede chauffører møder nu udstrakt hånd fra DF

- Det ligner en pendant til sagen om skjulte fejl og mangler

Der har været larmende tavshed fra politikerne på Christiansborg i sagen om de i branchen så forhadte sager om dyrenes transportegnethed. Dyretransport-chaufførerne har efter et stormøde i Kolding den 19. september stillet som ultimatum, at de inden for en måned fra den 19. september 2020 vil have fødevareminister Mogens Jensen (S) i tale med henblik på at få taget bøderne rettet mod chaufførerne af bordet, og ellers vil de stille lastbilerne i garagen og lade være at køre med dyr.

Fødevareministeriet har henvist til partiets dyrevelfærdsordfører, Anders Kronborg, der da gerne vil høre på chaufførernes synspunkter over en kop kaffe, men ikke er gået videre med henblik på at få lavet noget om til fordel for chaufførerne. Dyretransportchauffører, der gang på gang ender i situationer, hvor de uforvarende får et dyr med på transporten, som dyrlægerne ved ankomsten til slagteriet erklærer som ikke-transportegnet.

Men nu rører Dansk Folkepartis transportordfører, Hans Kristian Skibby, på sig. Og kommer med en udstrakt hånd til chaufførerne.

Hvori består det rimelige?

Hans Kristian Skibby siger til Lastbil Magasinet, at han har sendt en stribe spørgsmål til transportministeren for at få sagen yderligere belyst.

Og ser man på spørgsmålene fra Hans Kristian Skibby, er der ingen tvivl om, at ordføreren taler chaufførernes sag.

Hans Kristian Skibby vil nemlig have ministeren til at forklare, hvad rimeligheden er i, at chaufførerne kan få bøder på op til 20.000 kroner for at transportere dyr, som ikke er transportegnede? Derudover skal ministeren oplyse, hvor mange bøder der er givet til chauffører, der transporter dyr, som er erklæret ikke-transportegnede, i de sidste fem år - angivet for hvert år med antallet af bøder og provenu?

Hans Kristian Skibby vil også vide, om det efter ministerens opfattelse ikke er mere rimeligt, at det er de landmænd, der sender dyr, der ikke er transportegnede afsted i lastbiler, der får en bødestraf, om ministeren mener, at et fem dages kursus giver en chauffør den tilstrækkelige viden til at kunne vurdere, om et dyr er transportegnet, om ministeren vil oplyse, hvad baggrunden er for, at det er chaufføren, der straffes for at transportere et ikke-transportegnet dyr - og ikke de personer, der er ansvarlige for at dyret, og endelig skal han redegøre for, hvad han vil gøre for at sikre, at syge og svækkede dyr slet ikke bliver udsat for den belastning, der ligger i at blive transporteret?

Umuligt for chaufføren

Onsdag sagde talsmanden for dyretransport-chaufførerne, Torben Grønhøj Jensen, at chaufførernes ultimatum om at lade bilerne stå, hvis ikke bøderne bliver pillet af bordet, står ved magt, og at der er fuld opbakning til det blandt chaufførerne.

Hans Kristian Skibby fortæller til Lastbil Magasinet, at han ikke kender sagen til bunds, men han reagerer på chaufførernes opråb.

»Så med fare for at historikken viser, at også DF har lod i bødestørrelse og ansvarsplacering med videre, ja, så skal det her undersøges. DF ønsker en redegørelse på status på praksis, og hvad vi kan gøre for at placere ansvaret i de her sager bedre – dér, hvor det retteligt bør være. Fungerer loven ikke, skal den revurderes og ansvaret placeres rette sted,« siger Hans Kristian Skibby.

»Det her ligner en pendant til sagen om skjulte fejl og mangler på vogntog, hvor ”fejlene” på dyrene også er umulige for chaufførerne at opdage,« siger Hans Kristian Skibby

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062